Uddrag af bogen.
Kapitel 1.
Septimus rettede på sin hjelm. Han bar den formfuldendte galea med skråtstillet manke som tegn på sin rang som kohorternes leder, og den gnavede lidt
i nakken. Det var måneder siden, at han havde båret den, så læderet i inderhjelmen var blevet stift, hvilket var grunden til, at den gnavede. Normalt gik han nærmest nat og dag med den gamle hjelm, som han havde haft i al sin
tid i legionen. Han rettede sin lange, slanke, næsten udmagrede krop op og vred lidt rundt med en skulder. Den smertede altid om morgenen, indtil han fik den brugt og varmet op. Pilespidsen, som ikke havde slået ham ihjel, sad så dybt inde
i skulderpartiet, at hans bartskærer ikke turde skære den ud.
”Det må vist kaldes uafgjort,” havde bartskæreren sagt.
”Hvis jeg skærer den ud, så dør du sandsynligvis. Hvis vi lader den sidde, så er der ingen tvivl om, at den hele tiden vil fortælle dig, at den er der.”
Det sidste år var smerterne dog aftaget lidt, så det nu kun var om morgenen, at den fortalte om sin eksistens og mindede ham om hans dødelighed.
Hans næstkommanderende kom gående hen til ham på gangbroen bag brystværnet.
”Du har den fine hjelm på?”
spurgte han neutralt og uden militær anstand. De var gamle venner, og der var ingen i nærheden af dem, så der var ingen grund til at være formelle.
”Ja. Jeg syntes, at mændene dernede skulle se den – og mig – inden de tager af sted,” svarede Septimus og gjorde et kast med hovedet ned i retning af pladsen foran den store port, hvor et helt centurie stod opmarcheret
og ventede på dagslysets komme.
”Er det klogt? Du ved lige så godt som jeg, at manken tiltrækker pile, som honning tiltrækker
bjørne.”
”Nej, det er ikke klogt. Men de mænd dernede har brug for at vide, at de er vores sidste chance. Det er jo ikke for sjov,
at de bliver sendt af sted på seks til syv dages march for at hente hjælp, så vi alle – raske, sårede og syge – kan komme hjem. Og jeg tænkte, at hjelmen kunne vise dem alvoren.”
”Jeg tror ikke, du behøver at forklare alvoren for dem. De er alle klar over, at hvis ikke de klarer det og skaffer os forstærkninger, så vil de mange hundrede sårede
og syge blive slagtet, når vi rømmer forlægningen,” svarede den næstkommanderende stille og stirrede ud i det aftagende tusmørke.
”Du har selvfølgelig ret, men jeg syntes, jeg burde gøre noget,” kom det trist fra Septimus.
De stod et par minutter og
kiggede, mens dagslyset tog til og afslørede landskabet. Lave bjerge, åbne græsklædte dale og moser, hedearealer med lyng og forkrøblede træer tonede langsomt frem. Septimus skubbede igen til hjelmen, mens han tænkte
over situationen. Måske havde det været bedre at tage de sidste få hundrede raske legionærer, der var tilbage af det, der engang havde været tre kohorter, over 1400 mand, og drage mod syd. Men han kunne ikke få sig selv
til at efterlade de mange sårede. De ville ikke holde en uge.
”Nå, så er solen ved at komme frem,” sagde næstkommanderende,
”om et par minutter er den oppe.”
”Send dem af sted, så snart jeg giver signal,” sagde Septimus.
Næstkommanderende stormede hen ad gangbroen og ned til mændene ved porten.
De var alle klædt i skinnende leddelte rustninger, og deres røde tunikaer var renvaskede og reparerede. Bevæbningen var let; et enkelt spyd til hver ud over gladius, det korte romerske sværd, og pugio, legionærernes frygtede
kniv. Men det var heller ikke meningen, at de skulle engagere sig i kamp. De skulle blot hurtigst muligt komme ned sydpå til den store mur og slå alarm.
De første solstrejf anedes mod øst, og Septimus løftede armen. Otte mand tvang den svære port op, og centuriet marcherede ud gennem den. Porten smækkede i igen, og Septimus så de firs mænd haste af sted mod
syd i ilmarch. Han fulgte dem med øjnene en halv kilometer, mens solen kom højere op over horisonten.
Pludselig glimtede et eller andet i den
lavthængende sols lys. Han vendte blikket, men blev næsten helt blændet af at se ind i sollyset. Så slog de første brændpile ned, og han forstod, hvad der skete. Caledonierne udnyttede, at solen blændede dem, og sendte
bueskytter frem. Han råbte en overflødig kommando. Flere havde set pilene slå ned, og nedenfor ham løb mænd efter vand og våben. Han så en legionær styrte om, ramt af en brændende pil i hovedet, mens
brystværnet blev levende af Auxilaris, der i blinde sendte pile af sted mod fjenden.
Efter mindre end et minut ophørte fjendens beskydning.
Septimus skyggede for øjnene, og ude mod øst så han ti mænd rejse sig fra lyngtæppet og storme bagud i sikkerhed. Nede fra paradepladsen lød råb og en hæslig skrigen. Han så, at et muldyr var blevet
ramt og lå blødende på pladsen, mens det skreg, sparkede i jorden med hovene og vendte det hvide ud af øjnene.
”Nå,
så kan vi da få kød i dag,” tænkte han dystert, ”eller måske er suppe bedre? Så kan der blive lidt til alle.”
Han vendte blikket mod centuriet, der var ved at forsvinde over en bakkekam ude i det fjerne. Han så brynjerne reflektere solens lys, da de sidste var på vej over, men efter de var forsvundet, fortsatte glimtene, mens små mørke
og utydelige skikkelser dukkede op på kammen ved området, hvor de spredte lysglimt stammede fra. Han vidste, hvad det betød. Reflekserne kom fra en romersk brynje på en falden legionær, der blev ribbet for udrustning. Ikke alle
var nået over bakkekammen i live.
”Ved alle Roms guder. De første tab – og de er knapt nok kommet af sted,” tænkte han.
”De skal klare det. Mindst en af de firs skal klare det. Ellers er vi alle fortabt.”
Kapitel 2.
Fire år tidligere.
Det var hen ad middag, da de så byen og forlægningen et par kilometer fremme. Marcus kommanderede
”Stands!” med brysk stemme, og de fyrre mand gjorde holdt.
”En halv time til klargøring,” lød næste kommando,
og mændene gav sig til at efterse deres udrustning og klæder. Marcus selv gik over til en af kærrerne, som var lastet med udstyr og grej, åbnede en stor kiste med udstyr og fandt en ren tunika. Hurtigt skiftede han sin slidte, falmede,
dagligdags tunika ud med den nye, hvis røde farve strålede i solen. Så iførte han sig den leddelte brynje igen og rodede lidt i kisten, indtil han fandt det, han søgte. Han tog galea, den flotte hjelm med den store hjelmkvast,
frem, børstede kvastens strittende, stive hår af med hånden og tog den på hovedet. Den var ikke så blød og behagelig som den almindelige galea, han – og alle mændene - plejede at bære. Men når han
nu skulle til at overtage forlægningen fra en ældre centurion, ville han ikke stå tilbage.
”Jeg er nødt til at vise min rang
af imaginiferi. Ellers vil centurionen, der afgiver posten, føle det som et nederlag at skulle afgive sin post til en almindelig legionær,” tænkte han, mens han kontrollerede, at hjelmen dækkede den hvide hårtot på
siden af hovedet. Hans mørke hår havde skiftet farve, der hvor en brændende træbjælke havde ramt ham i hovedet og nær slået ham ihjel for nogle år siden.
Hjelmen dækkede ikke arret på hans hals, men det var også et ar, som han med tiden næsten var kommet til at holde af. Det viste andre, at han var kriger og ikke bare legionær på
skrømt, der trak sig fra kamp.
Han så sig omkring og var ved at komme til at grine. Oppe på den skærvebelagte vej stod Spillemanden
i fuld udrustning. Marcus havde aldrig set ham i den officielle dragt, der svarede til hans rang af cornicer. Et hvidt skind, fastgjort til hjelmen, hang ned over hans nakke og skuldre, og det store signalhorn af messing, næsten på størrelse
med hjulet på en lille kærre, hang over den ene skulder. Marcus gik hen til ham.
”Jeg hilser dig, cornicer,” sagde Marcus højtideligt
til ham, mens han forsøgte at skjule et stort grin.
”Åhr, hold kæft,” hvæsede Spillemanden sagte tilbage til ham. Den
høje, lyshårede mand befandt sig helt klart ikke godt i munderingen.
”Ja, undskyld, men de andre har allerede drillet mig. Og Bartskæreren,
den laban, han nægter at tage sin officielle dragt på. Han grinede så højt af mig, at hans skæve mund næsten var helt lige,” fortsatte Spillemanden undskyldende.
Bartskæreren var Spillemandens kammerat og modsætning. Hvor Spillemanden var en glad, smilende og lys person, så var Bartskæreren mørk og indelukket. En sværdklinge havde givet
ham et frygteligt ar, der strakte sig fra den ene mundvig og ned, så manden altid så sur og gal ud. De mange ar i ansigtet hjalp heller ikke ligefrem med at få ham til at fremstå som en venlig mand, men Marcus vidste, at Bartskæreren
– og for dens sags skyld også Spillemanden – var loyale, dygtige legionærer, der hellere ville risikere livet end at trække sig fra en kamp; og de var hans venner.
”Bartskæreren, har han overhovedet en officiel dragt?” spurgte Marcus troskyldigt med et smil for at få Spillemanden i bedre humør.
”Jeg tror det ikke. Og hvis han har, så er den sikkert lige så sur som ham selv,” lo Spillemanden.
En høj,
nordisk udseende mand iført læderharnisk og med lange, mørke bukser, også af skind, kom over til dem. I hans bælte hang pugio, legionærernes karakteristiske kniv, og gladius, det korte romerske sværd. Ellers viste
kun hjelmen, at manden havde noget med legionen at gøre.
”Hallagrim, på et tidspunkt må du have dig en ordentlig brynje,”
sagde Marcus til manden fra nord.
”Ikke bevæge sig godt med jern på kroppen,” svarede Hallagrim som altid og fortsatte: ”Skal
Hallagrim tage bagtrop med bueskytter?”
Hans sprog var ikke godt, men det var da blevet bedre i løbet af årene. Hallagrim var bueskytte
og Auxilaris som de fleste af bueskytterne i Roms legioner.
Marcus nikkede.
”I tager bagerste geled. Men slut helt op. I er en del af gruppen og ikke bare hjælpetropper,” sagde han.
Hallagrim gik
ned til de tre andre bueskytter og gav ordren videre, mens Marcus gav Spillemanden ordre til at kalde gruppen af mænd til samling.
”Er det din
mening, jeg skal blæse i den her? Det er år siden, at jeg sidst har haft det her skrummel af et signalhorn for munden,” sagde Spillemanden med vantro i stemmen.
”Ja. Vi kan lige så godt få det overstået og blive til grin hos mændene med det samme,” svarede Marcus muntert.
Spillemanden rystede på hovedet og blæste i hornet. Legionærerne kiggede forbløffede op ved den underlige, uskønne lyd og faldt smågrinende ind på deres pladser i geledderne. Derpå satte gruppen sig
i bevægelse for at tilbagelægge den sidste kilometer ned til forlægningen.
De næste minutter voksede fæstningsanlægget
langsomt frem. En stor cirkulær jordvold på halvanden meters højde omsluttede anlægget. Uden for volden var der gravet en dyb voldgrav med en bredde på fem til seks meter. Jorden herfra var så skovlet op og brugt til dels
at bygge volden, dels at bygge en ydre vold, som afskærmede åbningen ind til fæstningsanlægget, så en eventuel fjende ikke kunne løbe et direkte stormløb mod åbningen.
Da de rundede den ydre vold, kunne Marcus se, at den cirkulære vold havde en diameter på over 70 meter og var omkring 5 meter bred ved foden. Vagtposter stod placeret ovenpå den og hilste de nyankommne
med honnør. Åbningen i den cirkulære vold gav Marcus mulighed for at se det indre anlæg for første gang. Han fik kuldegysninger af at se størrelsen. Til venstre så han en bygning, der cirka var 40 meter lang og
10 meter bred, sandsynligvis en mandskabsbarak. Overfor var en lige så stor bygning, der så ud til at fungere dels som mandskabsbarak, dels som lagerplads. En stor træterrasse ud for enden af bygningen til højre fortalte ham, at her
havde forlægningens centurion sit kvarter. Og længst borte, mellem de to hovedbygninger, kunne han se en tredje med stald, smedje, værksteder og marketenderi. Mellem de tre bygninger lå paradepladsen, som Marcus per øjemål
skønnede til 40 gange 40 meter. Og ude på den stod det centurie, som de skulle afløse, opstillet i stramme geledder og fuld udrustning. Marcus rettede sig lidt mere op og gik målbevidst med Spillemanden ved sin side op til det ventende
centurie, fulgt af resten af legionærerne i fire kolonner.
Centurionen, der skulle afløses, var i dårligt humør over at skulle drives bort fra sin post, så mødet forløb uden venlighed. Marcus kommanderede sine mænd til at tage opstilling overfor centuriet,
hvorpå han højtideligt hilste på centurionen. Derpå viste han ham papirerne på, at han skulle overtage fæstningsanlægget og de opgaver, der hørte med til det. Centurionen brummede et eller andet og meddelte
tvært, at de var klar til afgang i løbet af en halv time. Så satte han hurtigt Marcus ind i opgaverne og viste ham de kister, hvor dokumenterne fra legionen blev opbevaret. Derpå gik de ud på paradepladsen igen, hvor mændene
stadig stod opmarcheret overfor hinanden, og tog køligt afsked. Centuriet marcherede derpå af sted til lyden af larmende signalhorn, fulgt af et par arrigt bjæffende hunde. Da de var et pænt stykke væk, gav Marcus sin første
kommando som leder af den nye post.
”Bager, lav os noget mad. Mændene er ved at dø af sult.”
Det brød den tunge stemning. Mændene smed det overflødige udstyr i dynger på paradepladsen og søgte op til marketenderiet, hvor de bænkede sig ved bordene,
mens Bager - en høj, tynd legionær, der fungerede som kok og desuden var en af Marcus’ gamle venner – sammen med et par hjælpere gik i gang med at finde øl, brød og tørret kød frem fra de medbragte
forsyninger. Efter at have spist inspicerede Marcus barakkerne sammen med Spillemanden og Bartskæreren.
Mandskabsbarakken var opdelt i syv stuer. Hver
stue indeholdt et forrum på fire gange fem meter, hvor mandskabet kunne opbevare udstyr i slagbænke langs væggene og slappe af ved det store bord midt i rummet. Bagved forrummet, kun adskilt med en tynd bræddevæg, var sovesalen,
hvor otte senge var klemt sammen på de seks gange fem meter. Mellem sengene var der endda gjort plads til, at hver legionær kunne have en lille kiste med private ting. Lys var der ikke meget af i nogen af rummene. Vinduesåbningerne var små
og dækket med tynde hinder af hvidt skind. De kunne ikke åbnes, så luften i rummene var ikke særlig god – et par af dem stank ligefrem.
”De har pisset på gulvet som afsked,” vrissede Bartskæreren tvært.
”Ja, op med dørene. Mændene bliver
nok nødt til at skrabe et tyndt lag overfladejord af gulvet for at slippe hurtigere af med stanken,” svarede Spillemanden.
”Jeg kan da
ikke tro, de har været så sure over at blive sendt af sted på andre opgaver,” sagde Marcus forbløffet.
Han ændrede dog
mening, da stanken i næste stue var værre end den, de kom fra. Her havde flere mænd forrettet deres nødtørft i hjørnet af sovesalen og skubbet en seng hen over. Fluer summede omkring fækalierne i forsommerens varme.
”Jeg har hørt, at centuriet bliver sendt mod nord. De skal indgå i en styrke på fire kohorter, som skal etablere et fæstningsanlæg
nord for grænsen, flere dages march oppe i Caledonia,” forklarede Spillemanden.
”Hvor har du hørt det? Jeg har intet hørt,”
sagde Marcus måbende.
”Eálor fortalte mig det for tre dage siden. Nogle gange ved de lokale mere om, hvad der foregår, end vi selv
gør,” lo Spillemanden.
”Fortalte hun dig det i sengen?” drillede Bartskæreren, hvilket fik Spillemanden til at lange ud efter
ham.
”Ja, hvis Eálor har fortalt det, så passer det sikkert. Hun er trods alt høvdingedatter,” sagde Marcus uskyldigt. ”Var
det et godt besøg hos hende?”
”Hvorfor finder I jer ikke selv en kæreste herovre, når I nu har så travlt med at snakke
om min?” vrissede Spillemanden med en påtaget surhed, som slet ikke nåede hans øjne. ”Og skal vi så ikke se at komme videre?”