Legionæren 3

Kort beskrivelse af bogens indhold:

Det stærkt reducerede centurie trækkes tilbage fra grænsen. Optio går af som næstkommanderende, og Marcus overtager posten. De får til opgave dels at oprette en rekrutskole, dels sørge for beskyttelse af en del af legionens lønninger, som hentes langvejs fra. Under en beskyttelsespatrulje, ledet af Marcus, angribes de af røvere, men angrebet slås tilbage.

Marcus kan ikke glemme mødet med Maria, som efter at være blevet bortført er endt langt mod nord i germanernes land. Hun har - uden hans vidende - født ham sønnen Ulf og er endt som slave hos Jon, en tidligere træl fra Brittannia, der ernærer sig som sølvsmed.
 
Legatus Legionis er under politisk pres fra de andre senatorer, specielt den fedladne Sixtus, for at skaffe Augustus og de stjålne penge tilbage. Han sender en gruppe, bestående af centuriets mænd og blandede folk fra legionen, af sted for at finde Augustus og pengene. Man følger den dramatiske tur østpå, som Sixtus dybest set er ligeglad med om de vender tilbage fra. Forude venter Augustus med en hærstyrke, som er betydeligt større end deres, og hvis de overlever kampen, vil den lokale høvding så lade dem vende hjem? Og er de kommet så sent af sted, at vinteren tager livet af dem alle?

Uddrag af bogen.

Kapitel 1

Han så på de seks mænd, som lå på knæ foran ham på det stampede lergulv, en mand lidt foran de andre fem. De var beskidte, klædt i læderbukser og kofter af uld; tøj, som vist aldrig var blevet vasket. De var alle unge mænd, måske midt i tyverne, med hårde, hærgede ansigter og sværd og knive i bælterne. Foran tre af dem lå en bue. De var røvere.

Den forreste mand sagde noget på et sprog, som Augustus ikke forstod. Han viftede med hånden, og tolken oversatte, ”De søge optagelse i den store Augustus hær. De lægge sig for hans fødder og sværge troskab.”

”Spørg dem om, hvad de ellers har bedrevet,” sagde han neutralt.

Han behøvede ikke at høre svaret, han kendte det allerede. For ni måneder siden var han kommet til dette gudsforladte sted med sin lille styrke. Han var draget af sted fra vest med 22 mand, og enkelte desertører havde sluttet sig til ham, så de var 28 i styrken. Området var perfekt. Det lå netop der, hvor tre lokale høvdingers landområder stødte sammen. I mands minde og længere endnu havde de tre høvdinge skændtes om, hvem det tilhørte. Enkelte gange havde de ført småkrige om området, men ingen havde vundet hævd over det.

Det var nu reelt set heller ikke værd at vinde hævd over, blot et stort græsøde, så langt øjet rakte, kun afbrudt af spredte klynger af træer og endnu mere spredte smågårde. De få mennesker, der boede her ude i intetheden, levede mest af dyrehold på de store græsstepper, suppleret med en lille smule planteavl, korn og andet til husholdningen. De var fattige, men ænsede det knapt nok selv.

Han havde slået sig ned og udråbt sig selv til øverste myndighed, hvorefter han var begyndt at kræve småskatter ind. Lokalbefolkningen havde studset – normalt betalte de til snart den ene, snart den anden høvding, men her var altså en fremmed, som krævede skat? De ville måske have vægret sig mod at betale, hvis ikke han havde sat handling bag ordene. Han havde sammen med sin lille styrke nedkæmpet et par af de små røverbander, som hærgede det øde område. Lokalbefolkningen indså da, at her var en bedre beskyttelse end den, som høvdingerne kunne give på hundrede kilometers afstand, og var faldet til patten som en sulten pattegris. Måske havde det også hjulpet, at han havde henrettet et par af røverne i fuld offentlighed. Han kunne uden problemer genkalde sig både lugten og skrigene fra den seneste, som han havde ladet brænde levende på et ikke alt for stort bål. Manden havde skreget i næsten et kvarter, inden flammerne havde gjort det af med ham.

Tolken sagde noget til ham, som han ikke hørte.

”Hva´? Gentag lige.”

”Han sige de være fattige bønder, som leve af steppens dyr. Hunger drevet dem ud på stepperne.”

”Sig til ham, at jeg ved han er den, som kaldes Den lille Svøbe fra Syd,” svarede Augustus næsten jovialt, mens han tænkte videre.

Han havde langsomt opbygget sin lille styrke. Krigen mellem germanerne og Rom blev vist ikke rigtig til noget, og otte germanske krigere, som havde travlt med at møde deres guder i den næste verden, havde sluttet sig til ham. Det samme havde ti desertører fra de romerske legioner; mænd, der havde forbrudt sig mod legionens regler, og det på en sådan måde, at deres eneste chance for at undgå galejerne eller det der var værre var at desertere for at undgå straffene for mord, plyndring uden tilladelse eller fejhed.

På det sidste var lokale også begyndt med at melde sig under hans faner. Enkelte bondeknøse havde meldt sig, men også tre små røverbander på 3-4 mand hver havde overgivet sig til ham og meldt sig i hans tjeneste. Rygterne om sølvet, som lå sikkert gemt bort i tre store kister, kunne lokke mangen en begærlig sjæl. Ikke at han betalte godt – germanerne og de lokale fik vel halvdelen af, hvad en deserteret romersk legionær gik for. Men for dem var det en formue.

Dette var den største gruppe røvere, som havde overgivet sig, og en af de sidste tre i området. De to resterende var endnu større, otte og ni mand, så vidt han havde hørt. Han hørte manden foran sig tale længe og skræmt med tolken. Han rejste sig fra den trebenede stol og henvendte sig til tolken.

”Sig til dem, at de kan få plads i Augustus´ hær,” mens han gjorde et kast med hovedet i retning mod de bagerste mænd.

Tolken pludrede løs, og de fem bagerste mænd åndede lettet op, mens de nikkede. Augustus gik ned til lederen, til Svøben, lagde en hånd på hans højre arm og hjalp ham op at stå. Svøben kiggede først skræmt, så lettet, da Augustus hjalp ham op med et venligt smil, som ikke helt nåede hans blege øjne. Svøben kom op og gengældte smilet. Så drejede Augustus med en hurtig bevægelse højre hånd, hvor en dolk, som han havde holdt skjult, kom til syne, og huggede dolken ind i Svøbens mave skråt nedefra. Svøben tumlede tilbage og tog sig til maven, mens han stirrede vantro på Augustus.

Seks bueskytter trådte et skridt frem og spændte deres buer, mens de sigtede på de knælende røvere, som kastede sig fladt ned, da de så skytterne træde nærmere. Svøben vendte sig om og ravede ud af det store telt, mens en rød plamage voksede frem foran på hans kofte. Ingen standsede ham, Augustus fulgte blot langsomt efter med feberhede, skinnende øjne og den blodige dolk i hånden.

Ude i solskinnet vaklede den sårede mand 20 skridt bort fra teltet og ud på den store plads foran det. Så sank han i knæ og bøjede sig forover, mens han støttede med den ene hånd mod jorden, den anden mod maven. Augustus gik roligt hen og sparkede armen, som røveren støttede sig med, væk, så han tumlede om på pladsen. Han kiggede på røveren de få minutter, som det tog livet at rinde ud af ham. Så kom han i tanke om dolken, som han øjeblikkeligt slap med et udtryk af væmmelse i ansigtet. Han hadede synet af blod. En tjener kom springende med et vaskefad og et par klude og vaskede hurtigt blodet af hans hånd. Derpå gik han med rolige skridt tilbage mod teltet. Bueskytterne havde drevet de fem andre røvere ud, så de kunne se deres leder dø, og alle stod udenfor teltet.

”Tolk, sig til dem, at sådan går det, hvis man sætter sig op mod Augustus. Og få dem så delt op og spredt ud i hytterne. Jeg vil ikke have, at de bor sammen,” kommanderede Augustus skingert.

Tolken gik i gang, og snart faldt der ro på pladsen. Augustus vendte sig om og så ud over den. Tolv små hytter lå i en cirkel uden om den. Ja, eller hytter kunne det vel ikke kaldes. Det var lange bløde grene, som var spændt ud i en halvcirkel over jorden og så beklædt med et underligt uldstof, som de lokale brugte, filt kaldte de det. Hver hytte kunne rumme seks mand, men de var ikke helt fyldt op. Han gjorde meget ud af, at der var mindst to romere i hver hytte, højest en germaner og ikke mere end to lokale. Det var vigtigt, at styrken fik et fælles sprog, og det skulle være Roms sprog.

Et vindstød sendte stanken fra staldbygningen, hvor et par køer og en håndfuld heste stod opstaldet sammen med muldyrene, i hovedet på ham. Han fandt et tørklæde frem og dækkede mund og næse. Det havde været en dumhed at lægge stalden så tæt på lejren. Måske skulle han sætte mændene til at flytte den længere væk fra palisaderne. Han hadede den stank.

På den anden side, så var der andre ting, som var vigtigere. Fem ekstra mænd. Med det tempo, som han hvervede mænd, ville han snart blive nødt til at udvide antallet af hytter. Om ikke andet, så ville det blive nødvendigt, når hans styrke i den kommende tid gik på jagt efter de sidste to røverbander, slog et par mand ihjel og indlemmede resten i styrken. Det var ikke jordens bedste soldater, man fik på den måde, men han havde brug for folk, hvis høvdingene i området besluttede at gå i krig mod ham. Lederne af de sidste bander måtte naturligvis dø ligesom Den lille Svøbe; det gik ikke an at åbne styrkerne for magtmennesker, hvor små og undseelige de så end var, disse røverkonger, der ledede en håndfuld mænd eller to. Sådanne mænd kunne på sigt blive en trussel mod ham, så de måtte luges fra, inden de kunne vokse sig store i hans hær. Han vendte sig om og gik tilbage til sit store telt for at skifte sin hvide toga. Han havde fået et par blodstænk på ærmet.

Kapitel 2

Marcus kunne ikke lade være med at standse op, vende sig om og se tilbage mod forlægningen, der lå nede ved dæmningen. Det havde trods alt været hans hjem i fire år. Centurionen kom hen til ham.

”Nå, Kaster, står du og siger farvel med vemod?” spurgte han, mens hans klare, venlige øjne, der rummede en dybereliggende skarphed, afslørede, at han drillede.

Kaster var Marcus´ kaldenavn i centuriet. Han kiggede op på Centurionens vejrbidte, arrede ansigt. De tyve år i legionen havde sat sine spor. Selv havde han kun et par enkelte ar, det eneste synlige var et langt hvidt ar på halsen. Det stammede fra en pil.

”Ja, jeg stod og tænkte tilbage. Jeg tror ikke, jeg vil komme til at savne det – og da slet ikke denne moseegn og dens kulde,” smilede han lidt falskt, mens minderne om Maria, den smukke slavinde, som han havde mødt netop her, væltede frem. De havde for nyligt tilbragt en enkelt dag sammen, inden røvere bortførte hende mod nord, men på trods af den korte tid var savnet af hende, hans elskede, stor.

Centurionen bemærkede det ikke og slog en latter op, mens han så på den omkring 1,80 meter høje mand. Selvom knægten ikke var mere end 23 år, hvilket måtte betragtes som en bagatel i forhold til Centurionens egne næsten 40, satte han pris på Marcus. Den unge mand gjorde det godt i centuriet, og det var fuldt fortjent, at han havde rang af tredjekommanderende, af duplicarius, og var en af hans mest betroede mænd.

”Nej, kulden og tågen og regnen, det kan det nye centurie få glæden af. Vi må sydpå,” lo han, vendte sig om og så på sine mænd.

Der var fortvivlende få. Et centurie udgjorde normalt 80 mand, men de var ikke mere end 37, som forlod posten. Den sidste kamp havde været hård, mange gode mænd var bukket under, og her, to måneder efter, døjede nogle af mændene stadig med skader og sår, de havde rendt i sig under kampen.

Legionærerne traskede af sted uden takt. Der var ingen grund til at presse de tungt belæssede mænd med disciplin og march i kolonner. Selv om de havde fået stillet tre ekstra muldyr og et par kærrer til rådighed, så var der meget der skulle flyttes. Forsyninger, telte, udstyr og tungere våben. De havde pakket de tre små ballista, kastemaskiner, som kunne affyre pile på stor afstand, og de to små katapulter, som kunne kaste sten og ild ned over fjenden, sammen på kærrerne. Katapulterne havde de været nødt til at skille ad for at kunne transportere dem, men Centurionen havde ikke villet efterlade dem til det centurie, som skulle overtage forlægningen.

De sidste dage havde været travle. Alt skulle pakkes, og der var også centuriets egne små aftaler, som skulle lukkes. En lille gruppe legionærer havde været en tur sydpå med vinterens sidste skind, som bueskytterne skaffede dem ved jagt, og det sidste salt, som de købte i en lille landsby længere nordpå og solgte videre med god fortjeneste. Landsbyens beboere havde fået at vide, at handelen måtte stoppe, men at de måske kunne handle videre med det nye centurie og supplere deres sædvanligvis dårlige høst med det korn, som de fik i betaling for saltet.

Men nu var legionærerne endelig kommet så vidt. Om morgenen havde de budt det nye centurie velkommen med honnør og parade, inden de havde forladt forlægningen med retning sydpå.

Det var ikke nogen længere tur, uden oppakningen kunne man let gøre turen på en god halv dags tid, men med de store mængder udstyr og bagage ville turen nok tage hele dagen. Hver mand havde hele sin private udrustning på ryggen, og det løb op i omkring 40 kilo.

Der var pilum, det frygtede spyd med træskæfte og lang jern-od; gladius og pugio, sværd og kniv; der var kogegrej, sværdkappe af læder, vandblære, olielampe, toiletsvamp og sudis, de små palisadepæle, som man brugte rundt om en teltlejr. Derudover var der den leddelte rustning af metalstykker, som holdtes sammen med lædersnører; galae, den tunge hjelm og endelig de tunge, firkantede skjolde, så alle svedte allerede nu i deres røde tunikaer, inden turen for alvor var begyndt.

Centurionen vendte sig og gik op til Kokken, en høj legionær på hans egen højde, men kraftigere og med et mere kødfuldt, smilende ansigt.

”Sørg for at give dem vand nok, Kok. Vi kan ikke have, at de dratter om af tørst her i sommersolen.”

”Sommersolen? Vi er da stadig en måned fra årets længste dag. Sommeren skal først til at begynde. Bare se på Optio. Han går stadig med hjelmen på,” grinede Kokken og nikkede i retning af en af legionærerne, centuriets næstkommanderende, også en gammel veteran.

”Kok, din slyngel. Du ved godt, det er for at skjule, at han har fået det ene øre hugget af. Lad ham have lov til at være lidt forfængelig,” formanede Centurionen i et falsk, faderligt tonefald, mens han grinede.

Centurionen fik ret i sin antagelse. Det blev sidst på dagen, inden de nåede frem til den lille by, som skulle være deres base den næste tid. Da de nåede frem, gik de i gang med at slå lejr. Seks telte med plads til otte mand i hver blev rejst på en mark uden for byen, og små voldgrave på en halv meters dybde gravet uden om teltene, der lå på to snorlige rækker. Jorden fra voldgravene blev kastet op på indersiden af gravene, og i den løse jord blev de spidse sudis anbragt, så de pegede ud i alle retninger. De havde masser af sudis, de en meter lange palisadepæle, der var spidset til i begge ender, så den ene ende kunne presses skråt ned i jorden, mens den anden ende kunne pege ud over voldgraven og byde eventuelle fjender et blodigt velkommen, hvis de prøvede at forcere volden. Hver mand bar rundt på to af de lange pæle, og i kærrerne lå yderligere cirka 80, som havde tilhørt de faldne i sidste kamp. Det blev langt ud på aftenen, før de trætte kunne gå til ro på deres liggemåtter i teltene.

De næste dage gik med at indrette sig. Der skulle bygges et ordentligt ildsted til Kokken, som også insisterede på at få bygget en lille ovn. Voldgravene blev gjort bredere og dybere, og fra en nærliggende skov hentede de tømmer og træ, så de kunne supplere med endnu flere sudis.

Det personlige udstyr skulle tjekkes og repareres, remme skulle udskiftes, sandaler beslås med nye søm og tunikaer rimpes sammen, hvis de havde huller; alt sammen ting, som de ikke havde nået inden de forlod den gamle forlægning. Men efter et par dage var de kommet på plads, og en behagelig dagligdag meldte sig. To tredjedele af dem patruljerede rundt om lejren og byen, en tredjedel havde orlov og brugte det meste af tiden på byens taverne, et snusket sted fyldt med letlevende damer og legionærer på orlov fra de nærliggende centurier.

En måneds tid senere sad Centurionen i sit telt. Teltdugen var flere steder løftet fra jorden, så den lune sommerluft kunne komme ind og svale rummet, der ellers ville være ulideligt varmt i sommersolen her midt på dagen. Han havde som centurion et ottemandstelt for sig selv, men teltet fungerede også som hovedkvarter. Han sad og planlagde de ting, som skulle ordnes i lejren, da Kokken troppede op med et alvorligt udtryk i ansigtet.

”Hvad kan jeg gøre for dig, Kok?” spurgte Centurionen venligt.

”I næste måned udløber min kontrakt,” busede den store mand ud.

”Ja, Optio gjorde mig opmærksom på det. Jeg håber, du vil tage et par år mere som frivillig veteran, som evocati,” prøvede Centurionen lokkende. Han ville nødigt af med manden.

”Det var ikke min plan. Jeg tænker på at tage lidt længere sydpå og åbne en taverne. Jeg har snakket med Optio om det, og det lader til, at Legatus Legionis, lederen af legionen, har givet ham en plads som hvervningsmand i en lille flække en dags march sydpå. Jeg regner med at slå følge med ham derned. Der er ingen taverne i byen, men når Optio slår sig ned som hvervningsmand, så håber jeg på, at byen vokser lidt, så det kan betale sig at åbne et spisested med mad, øl og vin,” forklarede Kokken, lettet over at have fået fortalt Centurionen, at han agtede at stoppe.

”Du vil ikke slå dig ned på den jord, som legionen er forpligtet til at skaffe dig efter dine 25 år?”

”Nej. Jeg tror ikke, jeg vil være meget bevendt som landmand.”

”Det er trist, du forlader os. Kan jeg slet ikke overtale dig til at blive lidt længere?” prøvede Centurionen igen.

”Højest indtil centuriet får nye kommandoer. Så stopper jeg,” svarede Kokken bestemt.

Centurionen kiggede på den store mand. De havde fulgtes ad i mange år, så han forstod godt Kokken. Han ønskede fred og ro ovenpå 25 års krig og strid. Han gav ham hånden.

”Tak for den tid, du har støttet mig. Jeg vil savne dig,” sagde han ærligt.

De to mænd så på hinanden. Skønt de havde fulgtes ad i over femten år gennem kampe og strabadser, savnede de begge ord, nu hvor afskeden mellem dem var en realitet.

Kokken nikkede og brummede et eller andet uforståeligt, mens de gav hånd. Hans øjne var blanke. Så vendte han sig om og gik.

”Lov mig, du holder øje med Optio, når I kommer derned. Nogen må holde øje med ham, så han ikke går rundt og mister flere legemsdele,” råbte Centurionen efter Kokken, da denne forlod teltet. Han forsøgte at lyde let, men kunne godt høre, at det ikke lykkedes helt. Han ville virkelig komme til at savne både Kokken og Optio, hans gamle ven.