Uddrag af bogen
Kapitel 1
Lørdag 19. november, 1983
Asgeir gearede ned i 1. og drejede gashåndtaget i bund for at blive
ved med at have fart på gennem pløret. Flere steder stod der blankt vand i hjulsporet ind gennem skoven, men han ignorerede det og fræsede af sted, så det snurrende baghjul kastede kaskader af mudder og skidt op omkring ham. Cowboybukser
og andefødder var allerede indsmurt i den brune vælling, som han tvang knallerten igennem. Han var sent på den. Den gamle derhjemme havde forlangt, at han rev gårdspladsen og fejede fliserne, før han tog afsted. De havde skændtes
lidt om det, men han havde givet sig, selv om det var lillebrorens tur. Den gamle havde fået en del snaps, og Asgeir havde kunnet fornemme, at faren var i ondskabsfuldt lune. Han havde et kort øjeblik overvejet, om det kunne betale sig at tage
endnu en konfrontation med ham, men opgivet. Det var ikke umagen værd. Den gamle, urimelige idiot ville ikke fatte en lyd, når først han havde drukket, og Asgeir ville ikke risikere, at han stak ham en på skrinet igen som i sidste
uge, hvor han havde smasket en knytnæve lige i synet på ham. Det havde overrasket ham. Den gamle havde altid langet ham lussinger for et godt ord, men aldrig før brugt knytnæven. Måske var han bange. Asgeir havde trods alt fanget
hans slag i luften og klemt hans hånd, indtil han skreg, da han et par dage tidligere havde slået ud efter ham for at komme for sent hjem. Nok var Asgeir kun seksten, men stor af sin alder, og måske havde den gamle en ide om, at det ikke
var sikkert, at han kunne klare ham, hvis først han og Asgeir for alvor røg i totterne på hinanden.
Arbejdet med at rive og feje havde taget tid, og mørket var allerede
kommet snigende på vej ud til skoven, selvom han havde givet Puchen bundgas hele vejen. Kilometer efter kilometer var støt og roligt blevet ædt, og han havde nydt fornemmelsen af frihed, af uafhængighed, mens han var ræset af
sted på de øde småveje gennem halvmørket og brugt tiden på at drømme om at flytte hjemmefra næste sommer, når han var færdig med skolen og skulle begynde hos Foderstofforeningen.
En lavthængende gren, som ragede ind over hjulsporet, ramte hans styrthjelm, og han måtte have den ene fod ud af pedalerne for ikke at vælte. Bandende fortsatte han. Det skide lys. Han måtte
se at få det lavet ved lejlighed, så han slap for at køre rundt i mørke. Og måske skulle man bygge knallerten om? Udstyre den 2-gears Puch med fodgear og kickstarter? Det kunne være vildt sejt. Eneste problem var pengene.
Han var helt flad efter at have købt knallerten.
Han tænkte tilbage på de mange timer, som han havde måttet knokle hos naboen for at få råd til den. Hakke
roer i forsommeren, bjærge enghø i løbet af skoleferien, hjælpe med høstarbejdet, da ferien var slut, og endelig bruge et utal af eftermiddage på at samle roer op i løbet af efteråret. Men det havde slået
til. For en uge siden, da han og Jørgen havde fået betaling for arbejdet, havde han med nød og næppe haft nok til at købe den brugte knallert. Jørgen, den pjalt, havde købt en helt ny Puch Maxi. Tøseknallert!
Hans forældre havde betalt det meste, for så stolte var de over, at splejsen havde klaret arbejdet. Som om. Uden ham var han knækket. Den lille lort havde slet ikke kræfter til at tumle høballer eller kornsække. Nå,
hul i det, nu gjaldt det mødet.
Foran ham åbnede skoven sig, og træernes læ forsvandt. Vinden ramte ham i ansigtet og efterlod en følelse af små issyle,
der prikkede i huden. Han bemærkede det knap nok, så optaget var han af skuet foran sig. Lidt fremme i en stor lysning holdt fire knallerter i rundkreds med brummede motorer og tændte lygter. Han gav gas og lod Puchen glide ind på en
fri plads i kredsen, før han vippede den op på støttefoden og nærmede sig selskabet i lysskæret. De var der alle sammen: Jørgen, Karl Johan og Gert. Birger var der også. Øv. Han brød sig ikke særlig
meget om ham og havde faktisk håbet, at han ikke kom.
”Dit lys virker ikke,” råbte Karl Johan hen over larmen fra knallerterne.
”Nej, jeg må have det ordnet en af dagene. Men jeg tror, at der skal trækkes helt nye ledninger.”
”Kig over i morgen. Så kan vi
kigge på det,” sagde Birger med sin høje falsetstemme, der igen og igen gik i overgang på grund af råberiet.
”Nå, er vi klar, skal vi derudae?”
brølede Gert og gik hen mod sin sorte 3-gears Suzuki.
”Hold dig i midten, så du kan se. Her er mørkt som i en negers røv,” grinede Karl Johan og fulgte
Gerts eksempel.
Et øjeblik efter ræsede fem knallerter gennem skoven. Asgeirs hænder var næsten følelsesløse af kulde, og han kunne mærke, hvordan
de svulmede op. Nå, så Gert, den bonderøv, mente, at det var ham, der bestemte. Det skulle blive løgn. Bare fordi han var to år ældre end de andre …
En
stamme midt på vejen rev ham ud af tankerækken. Han bremsede og skred ud med baghjulet, men klarede at holde balancen og passere venstre om træet. Han gearede op og fik fart på knallerten, men øjeblikket efter måtte han
igen op at stå på bremsen, da Karl Johan standsede foran. Med nød og næppe undgik han at køre ind i ham, og han skulle lige til at vende sig om og råbe skældsord efter ham, da han fik øje på skuret,
som lå oplyst af Suzukiens lygter. Pis. I mørket havde han ikke kunnet se, hvor de kørte, men de var altså allerede fremme. Foran ham lå den underlige, aflange træbygning med rundet tag i en lille lysning. En gammel eg
rakte sine lange grene ind over bygningen, så de kradsede mod taget, når det blæste fra sydøst.
Han kvalte motoren, stod af Puchen og gik hen mod døren,
mens han forsøgte at begrave de kolde hænder i denimjakkens lommer. Det gik ikke! Jakken sad for stramt om kroppen, til at han kunne få dem ind i varmen, så han nøjedes med at jage fingerspidserne ind i skrålommerne det
korte øjeblik, som de tredive skridt op til skuret tog. Her bukkede han sig ned og fandt nøglen, der lå under en gammel, mølædt måtte, gik de få trin op til døren og låste sig ind.
Da Birger et halvt minut senere trådte ind som sidste mand, havde han allerede fået ild i et par stearinlys, hvis små flammer fik skygger og figurer til at danse hen over det runde loft –
hytten var en gammel udrangeret togvogn, som en eller anden havde efterladt ude i skoven, måske for at bruge som jagthytte.
”Hvem skal have øl?” spurgte Birger overflødigt
og gik ned i den ene ende af vognen, hvor adskillige kasser var stablet op.
”Hvem tror du?” grinede Asgeir, og et øjeblik efter slog Birger sig ned ved siden af ham og knaldede
fem Thor i bordet.
De langede alle til, drak, ræbede, drak igen og lod sig falde tilbage i de ramponerede havestole rundt om bordet, mens de snakkede i munden på hinanden og følte
sig som mænd. Gert bundede sin øl, og mens de andre fulgte trop, hentede han nye forsyninger. Han stillede flaskerne på bordet, men satte sig ikke ned.
”Vil du holde
tale?” fnisede Jørgen.
”Åhr, hold kæft. Vi må se at komme i gang,” vrissede Gert. ”Det her er trods alt vores stiftende generalforsamling. Vi
skal have skrevet reglerne ned.”
De andre grinede fjoget, men Asgeir kunne ikke få øje på noget at grine ad. Det var tydeligt, at Gert allerede betragtede sig selv
som klubbens leder, selvom det var ham, der havde fundet vognen og sammen med Karl Johan skaffet møblementet. Gamle Frederiksen ville sikkert undre sig til foråret, når han fandt ud af, at hans havestole var væk.
”Jeg har prøvet at skrive noget ned på forhånd.” Jørgen hev en A4-side op af brystlommen på sin cowboyjakke. ”Det er ud fra, hvad vi snakkede om i forgårs.”
”Ja, ja, kom i gang,” knurrede Asgeir.
”Punkt 1: Vi, klubbens medlemmer, er forpligtigede til at være loyale
over for klubben i et og alt.”
”Det giver sgu da sig selv,” mumlede Birger, mens han tog en slurk. ”Hvorfor spilde tid med at skrive det ned?”
”Fordi det binder os alle,” patroniserede Gert.
”Nå. Hvad skal vi overhovedet hedde?”
Gerts spørgsmål udløste et sandt inferno af råberi. Alle havde en mening om klubbens navn. Asgeir sad stille og hørte dem skrige i munden på hinanden og skændes.
Karl Johan mente, at Banditterne var et godt navn, mens Birger plæderede for De sorte Dæmoner. Jørgens forslag med Sevelsby Knallertklub blev øjeblikkeligt forkastet af alle som det mest latterlige navn,
man overhovedet kunne udstyre en klub med.
Efter et stykke tid tog larmen af, da Gerts forslag – Musketeers on Wheels – begyndte at vinde gehør. Irriteret greb han den halvtomme
øl, bundede den i et drag, knaldede flasken i bordet for at få opmærksomhed, ræbede højt og sagde: ”MC Svinene.”
Der blev helt stille et kort øjeblik.
Så skar Gerts stemme gennem luften.
”Mage til åndsvagt navn. Og hvis du ikke har bemærket det, så er det knallerter, vi kører rundt på. MC min bare
…”
”MC Svinene,” gentog Asgeir og rejste sig op så hurtigt, at havestolen væltede bag ham. ”Måske har vi ikke motorcykler endnu, men det får
vi om et par år, når vi bliver gamle nok. Altså, hvis vi tør.”
”Hvad mener du?”
Gert
spændte kæbemusklerne og åbnede næsten ikke munden, da han stødte ordene ud.
”At det ikke er alle, der tør at køre på motorcykel, selv
om de er gamle nok,” svarede han uskyldigt og sparkede bagud for at få stolen helt væk. ”Desuden, så er Musketeers on Wheels da et bøssenavn. Musketeers min bare. Ligner vi nogen, som løber rundt og hjælper
gamle damer over gaden?”
”Siger du, at jeg ikke tør at køre på motorcykel?” Gert var koksrød i hovedet.
”Bøssenavn.”
Han var ikke hurtig nok! På trods af, at han havde set det komme, ramte Gerts knytnæve ham i brystet. Han tumlede akavet
et skridt tilbage og faldt over stolen, der knustes under ham, mens han bankede hovedet ned i togvognens bræddegulv. Før han kunne nå at rejse sig, var Gert over ham og landede tungt på hans bryst.
”Det tager du i dig igen,” skreg Gert hysterisk, mens han pressede hans arme ned mod træet.
Asgeir vred sig nogle gange frem og tilbage, men Gert
blev hængende oven på ham. Så spændte han ryggen som en flitsbue, trak armene ud til siden og lod kroppen falde ned, mens han samtidig jog hovedet frem. Skallen ramte Gert midt i panden og kastede ham tilbage. Asgeir gjorde sig helt
fri af hans greb, mens små lysende stjerner funklede for hans øjne. Et øjeblik efter lå de to unge mænd og rodede rundt på gulvet og sloges. Gert forsøgte at stikke en håndfuld stive fingre i øjnene
på ham, mens han selv prøvede på at komme til at vride hans fod rundt. Han havde netop fået fat i den, da et eller andet ramte ham i hovedet. Han slap benet, kastede sig kluntet frem og fangede Gerts hånd, der knugede om et afrevet
plastikstoleben. Gert svarede igen ved at fange hans hoved med venstre arm og gå i gang med at kværke ham bagfra. Han holdt fast i armen med stolebenet med begge hænder, stemte fodsålerne i gulvet og skubbede dem begge rundt i vognen.
”Gir’ du dig, din lort?” skreg Gert ind i øret på ham, men han registrerede det knap nok. Endnu en gang skubbede ham dem rundt, indtil han endelig nåede derhen, hvor
han ville. Han samlede alle kræfter og vred langsomt Gerts arm ud til siden. Under sig mærkede han Gert forsøge at bevæge sig og komme væk, da faren gik op for ham, men for sent. Hans arm gled roligt hen over flammen fra et af
de stearinlys, der stod langs væggen. Gert slap sit kvælertag og gav sig til at slå ham på skulderen og i hovedet med venstre hånd, men han ignorerede det og holdt hans arm fast, mens der gik ild i skjorten. Gert skreg som en
stukket gris med flammer stående op fra armen, mens lugten af brændt kød bredte sig i rummet.
De tre andre skilte dem ad efter at have slukket ilden med skummet fra en rystet
Thor. Birger og Karl Johan holdt ham tilbage, mens Jørgen hjalp en klynkende Gert på benene.
”Rolig nu, Asgeir,” hvæsede Birger ind i øret på ham.
Han drejede hovedet, stirrede ind i et par skinnende, ophidsede øjne og nikkede.
”Vi må have ham forbundet,” vrøvlede Jørgen og forsøgte at hive
skjorterester fri af brandsåret, der var helt sort af afbrændt kunststof.
”Av, la’ vær. Jeg må hjem,” råbte Gert og gjorde sig fri. ”Du
er sindssyg. Total sindssyg. Sætte ild til mig,” hylede han, mens han med en stiv finger truede ad Asgeir.
”Du slog mig med et stoleben,” svarede Asgeir koldt, mens
han fornemmede, hvordan blodet løb ned ad halsen på ham. Slaget måtte have lavet en solid rids i hovedbunden.
”Den var af plastik,” skreg Gert og trådte
et skridt nærmere.
Asgeir mærkede, hvordan Birger i det samme slap taget i højre arm og trådte til side. Han jog næven frem og ramte Gert midt i ansigtet. Hans
næse blev tværet ud til den ene side, mens blodet sprøjtede ud, og han tungt satte sig på enden.
”Du skal aldrig true mig. Og aldrig true nogen i vores klub.
Smid ham ud,” brølede han.