Kort om bogen:

Winther, hvis tilværelse ligger i ruiner, vender tilbage til sin hjemstavn efter et 3-måneders ”ferieophold med begrænset frihed” i Sdr. Omme. Han flytter ind på den lokale campingplads for at slikke sine sår og komme på fode igen.

Her træffer han Sommerland, en ældre, hårdtslående og mere eller mindre bindegal soldat, som arbejder for en specialenhed, der får jægerkorpset til at ligne et søndagskor.

Han møder også Susanne, som klarer sig igennem ved at forfatte damebladsartikler og drive en hundepension på en lille ø ude i fjorden.

De tre rodes uforvarende ind i en sag, hvor de må kæmpe for deres liv, da Klyuchi – en arrig, bidsk sibirsk husky, mere ulv end hund – stikker af, og ejerne ikke viger tilbage for at gå over lig for at få køteren tilbage.

 

Velkommen herude vestpå – til stegt flæsk, landlig(t lugtende) idyl, rovmord, afghanske narkobaroner, belgiske lejesoldater, diamantsmugling – og en sensommerlun campingkrimi.

 

 

Uddrag af bogen:

 

Kapitel 1: Klyuchi

Fredag d. 14/9

 

Køterens gule øjne lyste dem i møde, da de nærmede sig buret. Den trak læberne tilbage og blottede tænderne med en dyb snerren.

”Klyuchi! Sit!” kommanderede Abhigyan skarpt, men hunden reagerede ikke, før han greb ned i lommen og trak senderen frem. Så luntede den ind i bunden af buret og satte sig, mens den fulgte enhver af mændenes bevægelser med øjnene.

”Du bruger sender,” gryntede Stein.

”Det er den eneste måde, som du kan styre ham på. 120 volt fra halsbåndet og ned i nakken, så lystrer han. Jeg har prøvet med pisk, men det virker ikke. Han bliver bare endnu mere galsindet og aggressiv. Der er for meget ulv i ham.”

”Skulle der ikke kun være 1/8?”

”Jo, på papiret. Hans oldefar gik som ung i en ulvesaks ovre på Kamtjatka og fik benet kappet af. Jægeren tog ham med hjem for at bruge ham som avlsdyr på sine slædehunde, og siden er der blevet mindre og mindre ulv i stammen – fortæller papirerne. Men jeg har hørt, at jægeren ikke brugte rene hunde.”

”Indavl?”

”Mindst 1/4, men sikkert mere. Jægeren krydsede afkommet i flæng.”

”Ja, det forklarer jo, at han er lidt vild. Hvor tæt på?”

Abhigyan så spørgende på ham med sine skrå, asiatiske øjne. Så forstod han spørgsmålet.

”Det er der ingen, der ved. Men det skal ikke undre mig, om det har været hunde fra samme kuld. Jægeren har for længst fundet ud af, at der er et godt salg i stammen.”

”Hvad med ulven? Den oprindelige?”

”Nej, den er kun blevet brugt en gang, før den blev aflivet. Noget med, at den gik løs på jægerens søn.”

Stein kørte en hånd gennem sit stride, lysegrå hår, mens han betragtede hunden. Dens pels var grå med aftegninger i sort. Forbenene og brystet skilte sig ud og lyste mælkehvidt ligesom den yderste spids af halen.

Sibirsk husky, min bare, tænkte han. Den køter er en ren rundkørsel af ulv og galskab.

Han behøvede ingen kugleramme for at regne ud, at blot en enkelt parring inden for stammen hævede andelen af ulv til 1/4. Køteren var helt perfekt, men Abhigyan misforstod hans tøven.

”Jeg ved godt, at der er meget ulv i ham. Men var det ikke det, som du ledte efter? Noget, som kan tilføje udholdenhed og vildskab til dine muskelhunde? For det gør du da stadig i, gør du ikke?”

”Ikke så meget som tidligere. Nu fokuserer jeg mere på opdræt, salg og udlejning af avlsdyr.”

”Så er han da perfekt.”

”Ikke som avlsdyr. Måske om en generation. Til den tid ser papirerne også bedre ud.”

”Du kan da let udleje ham til nogen, som ønsker nyt blod i deres bestand af kamphunde – bare de ikke går for meget op i afstamning,” sagde Abhigyan indsmigrende. ”Vaccinationspapirerne er i orden. Han har fået alt, hvad der kræves, rabies og så videre.”

”To generationer. En er ikke nok. Først da er det noget, som nærmer sig en fornuftig stamtavle,” mumlede Stein nikkende, som talte han til sig selv.

”Jeg kan altså ikke gå meget længere ned i pris. Det koster en formue at få sådan en hund ud af Rusland. Bare prisen for at flyve ham fra Kamtjatka til Moska – og så alle vaccinationer oveni.”

”Du har sikkert fået ham med en langturschauffør.”

”Jeg kan gå 200 euro ned, men ikke mere,” svarede Abhigyan hurtigt – for hurtigt. Stein fikserede ham med øjnene.

”Han har siddet i en kasse bag i en lastbil, og sikkert ikke bare til Moska, men hele vejen til Holland.”

”Du ruinerer mig!”

”Så giv mig en reel pris.”

”300 ned, men så får du ham heller ikke billigere,” kom det heftigt fra Abhigyan.

”Ikke 400?”

”Nej. Jeg sælger ikke under 1.700 euro.”

”Godt, det er en aftale.” Stein rakte ham hånden. Bevægelsen fik hunden til at rejse sig og blotte tænderne igen.

”Kan jeg ellers friste med noget? Jeg har netop fået en dobermann ind. En tæve. Familien kunne ikke finde ud af at opdrage den, så jeg fik den billigt. Det gør du selvfølgelig også – og du har jo plads til to i bilen.”

”Gamle russiske krejler. Hvis jeg kender dig ret, er den kugleskør og kan hverken bruges som familiehund eller som kamphund,” lo Stein.

”Måske er den lidt lumsk og upålidelig, men du kan da altid bruge den til at træne dine kamphunde.”

”Lad mig se den. Men hvis den ikke er til andet end hundefoder for de andre, vil jeg ikke give meget for den. Højst et par hundrede. Men hvor har du den?” spurgte Stein, mens han så sig rundt i rummet. De andre tre hundebure var tomme.

”Ude i løbegården. Jeg ville ikke have hende herinde sammen med Klyuchi, når du skulle komme. Hun gør helt vildt, når hun er i nærheden af ham. Kom.” Abhigyan trådte hen til en dør bagerst i rummet, åbnede og trådte ud. En voldsom hundeglammen slog ind gennem døren, men Stein ignorerede den og fulgte efter.

 

Ti minutter senere trak Stein den genstridige dobermann hen til sin sorte Mercedes stationcar, der stod parkeret langs det meterhøje hegn, som løb hele vejen rundt om grunden. Stein havde flere gange spekuleret på, om hegnet var der for at holde hundene inde eller myndighederne ude, men var aldrig kommet til et endegyldigt resultat. Det eneste, som han med sikkerhed vidste, var, at han aldrig havde truffet kunder under sine besøg, og det på trods af, at der altid stod biler inde i det lille værksted og ventede på at blive repareret, chiptunet, omlakeret – eller måske få en ny nummerplade. Mulighederne var mange, og han tiltroede Abhigyan de fleste, skønt han aldrig selv havde oplevet problemer fra hans side, ud over hvad man kunne forvente i Steins lidt specielle branche.

Abhigyan åbnede ind til hundeburene i stationcarens bagagerum, og den savlende, sorte hund sprang usædvanligt lydigt op i buret.

”Det var den ene. Skal vi ordne pengene, før vi tager den anden?” spurgte Abhigyan.

”Har jeg nogensinde snydt dig?”

”Aldrig! Det har altid været en fornøjelse at handle med dig. Men jeg tænkte, at når først du får Klyuchi ind til hende, så starter koncerten. Og så kan det være lige så rart, at du kommer af sted med dem, så du kan få dem skilt ad derhjemme. Vil du låne høreværn med, eller har du selv høretelefoner?”

”Nej tak. Den stump vej klarer jeg nok,” svarede Stein og fandt sin pung frem fra blazerens inderlomme. ”Hvad sagde vi? 1.800, alt i alt?”

”Nu er det dig, der er en røver. 1.700 for Klyuchi, og 200 for den anden. 1.900 euro.”

Stein smilede, så man kunne se guldtanden i undermunden, og rakte ham fire 500 eurosedler.

”Har du ikke mindre? De er ikke til at komme af med, de store sedler. Selv i banken glor de på dig, som om du var narkosmugler, når du kommer med sådan en.”

”Beklager, jeg har ikke mindre.”

”Det er det sædvanlige med dig,” knurrede Abhigyan og stak pengene i lommen på den lappede, beskidte kedeldragt.

”Hvad med byttepenge?”

”Med det bøvl, som jeg har med at komme af med sedlerne? Beklager, jeg er netop løbet tør for byttepenge.”

”Nå. Så er det dig, som trækker køteren ud og får ham ind i bilen. Den lede dobermann savlede ud over mine bukser, da jeg trak hende herhen. Jeg bliver nødt til at skifte tøj, når jeg kommer hjem.”

”Jamen, når du alligevel skal skifte tøj, er der ingen grund til, at jeg bliver beskidt. Men jeg skal da nok holde lågen, mens du får ham op i buret,” svarede Abhigyan med et ondskabsfuldt smil.

”Nu strammer du den!”

”Ja ja. Jeg skal nok give ham lænken på, men du kan lige så godt trække ham ud til bilen, så du får en fornemmelse af, hvor stærk han er,” grinede Abhigyan.

 

Det tog fem minutter at kalde Klyuchi ud af buret, og Abhigyan måtte endda bruge strømhalsbåndet flere gange, før han fik karabinhagen hægtet fast i halsbåndet. Han rakte Stein senderen uden at tage øjnene fra køteren.

”Her. Jeg har skruet op for senderen, så den rækker over 50 meter. Du får den med i købet. Betragt det som byttepenge. Husk at kontrollere batterierne, både dem i senderen og i halsbåndet. De holder ikke særlig længe. Måske skulle du endda overveje at investere i en ny sender. Den her er gammel, men jeg har set, at man stadig kan købe dem i nettet.”

”Kender dem godt. De duer ikke til en skid. Giver et minimalt rap, og det er alt. Måske brummer de for at advare hunden om, at der snart kommer et lille stød; men hvad hjælper det, hvis hunden allerede er hinsides fornuft. Tak. Jeg skal nok passe på den.”

Han greb lænken og trak af sted med hunden, som lydigt fulgte med på et par meters afstand. Det ændrede sig dog, da de nærmede sig bilen. Klyuchi gav sig til at hive og slide i lænken med alle sine 30 kilo, og han måtte lægge alle kræfter i for at drive den frem. Abhigyan overhalede dem og åbnede bagsmækken. Næppe havde den savlende dobermann og Klyuchi set hinanden, før hyleriet begyndte. Huskyen satte sig på enden og hylede som en ulv, mens dobermannen gøede som besat.

”Træk til. Vi må have ham ind i buret,” råbte Abhigyan hen over larmen. Han vendte sig om og åbnede lågen, mens Stein trak den genstridige hund hen til bilen. Netop som Abhigyan svingede lågen op og vendte sig om, angreb Klyuchi. Trækket i kæden forsvandt, da hunden sprintede de sidste meter hen til bilen og sprang op for at bide Abhigyan i struben. I sidste sekund nåede han at få en arm op, men hunden bed sig fast i hans hånd. Stein hev i lænken af alle kræfter, men hunden holdt fast, og Abhygian og Klyuchi tumlede om, mens Stein desperat forsøgte at trække køteren væk fra den blødende mand.

”Senderen!” skreg Abhygian, mens han forsøgte at tvinge gabet op på bæstet med hænderne.

Stein greb ned i lommen og trykkede igen og igen på knappen. Køteren krympede sig under stødene og hylede, så savl og blod stod ud omkring dens gab, der stadig var lukket om Abhigyans hånd. Så slap den taget i hånden, rullede væk, rejste sig og nidstirrede Stein, mens blod og savl drev ned over dens hvide bryst. Den knurrede sagte, mens dens kæber arbejdede.

”Kom så ind,” skreg Stein og trak i lænken, mens han truende holdt senderen frem mod køteren.

Roligt sprang hunden op i buret. Stein fulgte efter, kylede lænken ind til den og smækkede lågen i, før han vendte sig mod Abhigyan, der sad på jorden og holdt krampagtigt fast om sin venstre hånd, mens blodet strømmede ud mellem fingrene.

”Er det slemt?”

”Ja. Jeg tror, at den bed min lillefinger af,” svarede Abhigyan hæst.

”Vi må have dig på hospitalet. Jeg finder en klud til at forbinde såret med.”

Farven var forsvundet fra Abhigyans mørklødede ansigt. Askegrå i ansigtet svarede han: ”Måske skulle du hellere prøve at finde fingeren.”

”Jeg er bange for, at køteren åd den.”