Kort om bogen:

 

 

 

Uddrag af bogen:

 

Prolog

År 412 f.Kr.

 

Skrigende faldt han ned ad trinene med klippestykker regnende omkring sig. Han mærkede, hvordan knogler brækkede i hans krop, og hvordan han som en kludedukke blev drevet ud over trappens kant og faldt det sidste stykke ned fra pyramidens nederste afsats. Han landede med en dump lyd på pladsen for foden af trappen, mens smerterne skar gennem hans krop. Så aftog de pludselig. Han kunne intet føle, men heller ikke bevæge sig. I lyset fra den nedgående sol så han sin kone, der lå på tæt på ham. Hendes blik var tomt, hun havde heller ikke mere at leve for. Han ville række sin arm ud mod hende, men kroppen lystrede ikke.

Han kunne stadig høre larmen fra menneskemængden rundt om ham, men skrigene havde nu fået karakter af panik, og han kunne se, at folk sloges for at komme væk fra pyramiden.

Ingen af hans syner havde forberedt ham på dette, da han i timerne forinden havde ventet i hytten.

 

Hyttens indre lå hen i halvmørke, skønt der var flere timer til solnedgang. Kun når vinden greb fat i gedeskindene, der var spændt op for de to vinduesåbninger, slap enkelte lysstrejf ind og sendte kiler af oplyst støv gennem rummet. Hans syn var sløret; han så alting som igennem en tåge, og genstandene omkring ham drev ind og ud af fokus.

Ludende sad han på den jordstampede forhøjning ved endevæggen. På det lille groft udskårne træbord foran ham stod flere lerkrukker med forskellige afkog af urter og planter som hamp og valmue, knogler, magiske sten – og skorpioner. Han havde drukket af dem alle, og det i den rækkefølge, som traditionen foreskrev. Først den med hamp og valmue for at åbne sindet, så den med de gamles knogler og de magiske sten for at blive vis og endelig den med afkoget af skorpioner, som gav farvestrålende syner af fortid og fremtid, men også næsten ubærlige smerter og kramper, som kunne være dage om at fortage sig.

Han havde drukket af krukkerne den foregående dag om morgenen for at gøre sig klar til ceremonien. Han ville være sikker på at gøre det rigtige og havde håbet, at synerne ville vise ham en anden løsning end den, som traditionen forlangte. Men guderne havde ikke vist ham noget nyt, blot spredte billeder af sorg, ulykke, tørke og sand i blodrøde nuancer, præcis som de foregående gange. Det var desperate tider, og guderne så ikke ud til at ville vise ham vej mod det bedre.

Skindene blafrede igen og skiftede noget af luften i det beklumrede rum ud. Et øjeblik efter dominerede stanken af opkast dog igen. Træspanden ved siden af forhøjningen var næsten fuld, og i de forløbne 36 timer havde han ikke ramt den hver gang. Store plamager på det stampede gulv viste, at lerkrukkernes indhold havde været så kraftigt, at han ikke havde kunnet styre sine bevægelser, når kramperne satte ind, og de magiske væsker ville ud af kroppen. Han huskede det ikke selv.

Besværet rejste han sig og gik de få skridt hen til forhøjningen langs den ene sidevæg, hvor vandsækken lå. Han måtte flere gange støtte sig til væggen for ikke at falde, men da vandet endelig løb ned gennem hans hals, aftog svimmelheden. Han hældte en sjat ud i hånden og fugtede sin nakke og pande. Det kølede og lindrede. Efter at have gentaget processen tre gange og gnedet øjnene, så han igen omgivelserne forholdsvis klart.

Han satte proppen i vandsækken, tog den med tilbage til bordet og satte sig på forhøjningen igen. Maven knurrede og gjorde opmærksom på de mange timer uden føde, men han ignorerede den og det flade brød, som lå på bordet ved siden af krukkerne og ventede.

Endnu en mavekrampe skød gennem mellemgulvet, og han bøjede sig ud til siden og kastede op i spanden. Da maven var tømt for væske og galde, satte han sig op, drak et par slurke vand og brækkede et lille stykke af brødet. Han kendte sin krop, vidste, hvordan den reagerede på såvel de magiske væsker som på vand og føde, når han havde indtaget væskerne. Forsigtigt gav han sig til at gumle på det hårde, tørre brød.

Efter nogle få mundfulde holdt han pause og lod den mishandlede mave få ro til at arbejde. Han så sig omkring i rummet. Såvel loftet som væggene var nu vendt tilbage på deres normale pladser. Under synerne havde de bevæget sig. Nogle gange havde de været langt borte, så han havde fået den skræmmende fornemmelse af at være ladt alene tilbage i et grænseløst, tomt rum; andre gange havde de klemt sig sammen om ham og forsøgt at kvæle ham. Men nu hang loftet atter stabilt over hans hoved, og væggene stod på deres plads igen.

På den ene væg, længst væk fra træspanden, hang den hvide ceremonielle kjortel udsmykket med farvestrålende tegn, hvis oprindelse fortabte sig i fortidens tåger. Kjortlen var ny, kun omkring 8 år gammel, men tegnene var de samme, som havde prydet kjortlerne i al den tid, han kunne huske. Som barn havde han hørt sin oldefar, der var ypperstepræst, som han selv var nu, fortælle, at han heller ikke kendte betydningen af tegnene, men at de var givet af guderne.

På en stol under kjortlen lå hovedbeklædningen, en prægtigt udsmykket læderhjelm med påsatte vinger af ørnefjer og med en høj krans af snoede tråde af hår fra en løvemanke. Ved siden af hjelmen lå masken. Den funklede, når den blev ramt af de sjældne lysstrejf. Det gyldne metal reflekterede lyset, og selv i hyttens halvmørke kunne man tydeligeligt se åbningerne til de store insektagtige øjne og den skræmmende mund, der var formet som tre cirkler, som ragede ind over hinanden og efterlod to skarpe hugtænder i såvel under- som overmund. Ud af munden bugtede en lang grotesk tunge sig.

Genskæret fra den blankpolerede maske var så kraftigt, at mundens åbning automatisk kom til at fremstå som et afgrundsdybt hul, der syntes til enhver tid at kunne opsluge alt i sin nærhed. Med årene var han kommet til at hade masken. I de første år efter at han havde overtaget hvervet som ypperstepræst efter sin far, havde han betragtet den som et symbol på, at han endegyldigt havde nået sit livs kald. Men som årene gik, var den gyldne offermaske i stadig højere grad kommet til at stå som et symbol på alt, han selv foragtede og fandt frastødende. Som religiøst overhoved havde han troet, at han kunne påvirke samfundet til det bedre; men han havde for længst indset, at han blot var en dukke ført af bysamfundets øverste, og at hans position byggede på en yderst spinkel kontrakt med disse.

Hans syner havde for længst fået ham til at forstå, at der ikke var hjælp at hente hos guderne. Fremtiden var gold og smertefuld uanset ofringerne. Ofringerne – og ikke mindst denne – var meningsløse voldsorgier uden anden effekt end en fastholdelse af frygtsom ydmyghed over for folketroen, der stillede de hårdt prøvede masser tilfredse for en tid. Det forstod magthaverne, og de efterlod ham derfor gang på gang uden valg.

Hans blik strejfede bordet. Ved siden af det halvt spiste brød lå kniven. Han greb forsigtigt om håndtaget og følte på den halvrunde bronzeklinge. Den var skarp og kunne på et øjeblik skære sig vej gennem brystet på et gedekid og ind til hjertet. Men denne sene eftermiddag ville det ikke være et kid, der skulle lade livet for at tilfredsstille guderne.

Han lagde kniven fra sig igen og gemte hovedet i hænderne, mens han tænkte. Hans folk havde slået sig ned på dette sted for mange generationer siden. Guderne havde ifølge overleveringen ledt dem hertil og lært dem alt: at dyrke den smule jord, der var til rådighed, at koge metal ud af klipperne, at smede våben og forsvare sig mod fjendtlige nomader, alt.

Byen var blomstret op. Hans folk havde fået magt ved hjælp af deres kunnen udi kunsten at smede knive og våben. De havde opnået rigdom ved handel med karavanerne, som fragtede varer mellem syd og nord, og som passerede igennem oasen på vej gennem den enorme ørken. Byen, som voksede ud af oasen.

Men i løbet af de seneste generationer havde alting ændret sig. Karavanernes antal var skrumpet ind, i takt med at landskabet omkring byen langsomt havde forandret sig. Nu var hans folk nødt til at handle bare for at overleve. Landbruget kastede ikke nok af sig til at brødføde alle. De senere år havde været de værste; støv- og sandstorme havde ødelagt de sidste afgrøder og efterladt hungeren hos dem. Alle sultede, småbørnene græd sig i søvn med udspilede maver, og deres engang så store flokke af geder og får, som tidligere havde bidraget med skind og ost til handel, skrumpede ind og gav dem kun næring nok til netop at overleve. Sygdomme havde fået let spil. Guderne var imod dem.

For fem år siden havde han skullet foretage den årlige ofring af en ged. Men flere af bysamfundets indflydelsesrige personer havde ment, at der måtte ofres noget mere værdifuldt. Han havde undslået sig og forsøgt at tale dem til fornuft, men synerne fra de magiske væsker havde desværre været uklare, og til sidst havde han ladet sig overbevise om, at beboerne havde ret; guderne måtte formildes, og han havde indset, at en ged var ikke nok. Det år havde han ofret en ung pige, og de følgende år ligeså. Men synerne forblev trøstesløse, og han havde nu indset, at ofringerne trods alt var meningsløse.

Dybt nede i sjælen var han begyndt sætte spørgsmålstegn ved gudernes eksistens, men tvivlen holdt han for sig selv.

 

Det bankede på døren, og en ældre krumbøjet mand trådte ind. Lyset fra døråbningen blændede ham kort, men han genkendte silhuetten som Axna, hans hjælper.

”Det er tid,” brummede manden sørgmodigt.

Han nikkede, rejste sig og gav sig til at tage sin ildelugtende kjortel af. Derpå hjalp den ældre mand ham med at gnide kroppen ren for sved, snavs og skidt med klude, som blev vædet med vand. Derefter iførte han sig den ceremonielle kjortel, og Axna hjalp med at spænde den tunge maske og hjelmen fast på hovedet. Som det sidste greb han kniven og anbragte den i bæltet, som holdt kjortlen sammen om kroppen.

”Har hun fået krukken,” spurgte han med ru stemme.

”Ja. Til middag fik hun det bedste, som vi kan præstere – brød, frugt, bær, kød – og for en time siden fik hun krukken,” svarede Axna stille.

”Godt,” svarede han og trådte ud af hytten. Det skarpe sollys skar i øjnene. Et kort øjeblik svimlede det for ham, og han måtte støtte sig til sin hjælper.

Foran ham rejste pyramiden sig. Legenden sagde, at den havde stået her, lige siden hans folk var dukket op, og at det var guderne selv, der havde bygget den – og stadig nidkært vogtede over bygningen. Otte rektangulære afsatser, som blev mindre og mindre. På toppen, næsten 20 favne over ørkenen, stod et lille tempel med tre mandshøje åbninger. Templets flade tagkonstruktion var udsmykket med udskårne figurer og ansigter, som så ud over området. Stenansigterne med groteske insektøjne og bugtede tunger afspejlede guderne, som holdt øje med dem fra oven. Figurernes oprindelige betydning kendte han ikke, det var der ingen i byen, der gjorde, men flere af dem var underlige fabelvæsner med vinger. Alle var de malet i skrigende farver. Da hans folk i sin tid havde slået sig ned i oasen, havde de hurtigt taget fabelvæsnerne til sig og gjort dem til billeder på gudernes ledsagere.

 

56 trin førte op til templet fra pladsen foran pyramiden, der allerede var fuld af sultne mennesker. Hele byen ville overvære ofringen.

Han begav sig på vej, og menneskemængden spredte sig for ham, mens alle slog blikket ned. Han skridtede ned gennem havet af udhungrede mennesker klædt i falmede, slidte, ildelugtende kjortler. Forsamlingen stank. Byen led.

Ved foden af pyramiden stod en mindre gruppe lidt for sig selv. En kvinde med rødt hårbånd så bønfaldende på ham, men han rystede næsten umærkeligt på hovedet og skridtede forbi hende, mens hun brast i gråd. Så nåede han det nederste af pyramidens trin og begav sig op mod templet med Axna to skridt bag sig.

Selvom solen stod lavt på himlen, var turen voldsomt anstrengende. Han kæmpede sig opad, mens han med jævne mellemrum måtte indlægge en pause for ikke at blive svimmel igen. Bag ham kæmpede den ældre Axna sig pustende op ad de høje trin. Da han endelig var tre skridt fra toppen, så han for første gang i flere dage offerbordet, som stod foran templet. En glat stenplade, som hvilede på fire svære kvadre af granit, en i hvert hjørne. Kvadrene var grå, mens stenpladen var skinnende sort. To trin længere oppe kunne han se ud over bordpladen, hvor skjolder af blod lavede underlige mønstre mod den mørke baggrund. Han tog det sidste trin og vendte sig om, mens Axna kæmpede sig forbi ham.

 

Dybt under ham ventede hele byen spændt. Alle beboerne, et par tusinde, var forsamlet. Bag dem, cirka 500 skridt borte, lå byen med dens hytter, stalde og tomme forrådskamre. De klinede vægge lyste rødgult i den sene eftermiddagssol, som strålede fra en klar himmel.

Yderligere et par hundrede skridt bag bygningerne rejste sandklitten sig frygtindgydende. Den strakte sig ud til begge sider af byen, som om den gjorde sig klar til at omfavne den og mase det sidste liv ud af den. Han huskede stadig, hvordan han som barn havde skullet bruge en halv dag på at trave ud til milen. Gennem årene havde den nærmet sig mere og mere, så markerne på den side af byen var blevet opslugt, og nu stod den helt inde ved de yderste huse. 20 familier havde allerede været nødt til at flytte på grund af sandet, som nåede op i en højde af 30-40 favne. Hvis klitten fortsatte sin vandring, ville hele byen være væk om få år.

Bag sig hørte han Axna tumle med noget, men vendte sig ikke om. Han vidste, hvad det var. Den ældre mand havde hentet den bagbundne pige inde i templet og var i gang med at lægge hende til rette på offerbordet.

”Barmhjertige guder, må hun være bevidstløs,” bad han stille, mens han holdt blikket stift rettet fremad.

En enkelt lille sky var dukket op ude i det fjerne. Den var ikke særlig stor, men mørk som natten. Han kiggede på himlen og undrede sig; vinden syntes at bære mod skyen, men den nærmede sig alligevel. Han betragtede den tavst. Skulle han mon afvente den? Den var anderledes. Han overvejede, om han skulle gøre menneskemængden under sig opmærksom på skyen.

Et råb nåede op til ham nede fra pladsen.

”Det er din datter,” skreg kvinden med det røde hårbånd.

Han glemte skyen, mens tårerne pressede sig på. Han vendte sig mod bordet, hvor Quini, hans 12-årige datter, lå bundet. Som i trance greb han offerkniven og trådte hen til bordet ved siden af Axna. Datteren var iklædt en hvid gedeskindskjole, men hendes ansigtskulør var om muligt endnu lysere end kjolen. Hun var næsten bevidstløs, kun øjenlågene dirrede stille.

Naturligvis havde han overvejet at stikke kniven i sig selv, der var ikke dét, han ikke ville gøre for at redde hende. Men han vidste, at det ville være nytteløst. Andre ville fuldføre opgaven i hans sted.

”Jeg fik hende til at tømme hele krukken,” sagde Axna stille. ”Hun vil ikke mærke noget.”

Han blinkede en tåre væk og så taknemmeligt på den ældre mand. Så huggede han med voldsom kraft kniven ned mod pigens brystben og flækkede det. Axna sprang til, brød ben og væv til side og greb ned i blodet. Et øjeblik efter rev han hjertet ud af pigens bryst. Med stive skridt gik han frem til afsatsens kant og rakte hjertet op i luften i strakt arm. Nedenfor lød menneskemængdens brøl ved synet. Selv kunne han ikke få blikket fra sin datters ansigt. Hun lå med vidtåben mund og et stift blik, som intet så.

”Kommer du og viser dem kniven,” spurgte Axna henne fra afsatsens kant.

Han løsrev sig og fik sig søvngængeragtigt kantet hen ved siden af Axna. Han stirrede ned mod mængden. Hans kone med det røde hårbånd lå ved pyramidens fod og skreg af chok og sorg, men omkring hende råbte folk i ekstase, overbeviste om, at ofringen af ypperstepræstens datter nu ville holde sandet på afstand.

Han følte sig helt livløs, som om hans krop havde besluttet sig for at dø ved tanken om, hvad han havde gjort. Han havde ofret sin elskede eneste datter til guder, som ikke længere ville dem noget godt og ikke satte pris på et barns hjerte. Hans eneste gnist af trøst var, at han måske havde skånet hende for en håbløs fremtid fuld af lidelse.

”Kniven, vis dem kniven,” sagde Axna og skubbede diskret til ham.

Han løftede armen med den blodige kniv, og brølet fra pladsen lød højere end før.

En skygge gled hen over hans øjne, og han vendte ansigtet mod himlen. Den mørke sky drev hen over byen, hvor den skjulte solen. Han nåede at tænke, at det virkelig var en usædvanlig sky. Ikke bare drev den mod vinden, men den var næsten også kuglerund. Hist og her så han lysglimt, som om skyen var fuld af gnister. Dens rand var på én gang glat som overfladen på en lerkrukke og sløret som indhyllet i en voldsom varmedis. Han lagde med ét mærke til, at noget skød frem under skyen og ramte jorden i byens vestlige udkant. Han tænkte, at det lignede en solstråle, der brød igennem skyen og oplyste en smal kegle af den støvede luft. Men der var intet lys i strålen. En lysstråle uden lys, en stråle suget tom for lys. Blot et tomt rør af varmedis, der fejede hen over jorden og kom nærmere.

Han begyndte at græde, hele hans spinkle krop rystede. Det slog ham, at hans oldefar engang havde talt om en mørk sky, som skjulte gudernes bolig. Han kneb øjnene sammen; der var ingen tvivl om, at skyen var på vej imod ham. Måske gjorde guderne nu hans tvivl til skamme og kom byen til undsætning. Men hvorfor først nu? Måske var det bare en tordensky. Han havde svært ved at tænke helt klart.

Han skulle lige til at advare Axna. Hvis det var en tordensky, burde de se at komme ned fra pyramiden. Men før han fik samlet sig, slog noget, der lignede et lyn, ud fra skyen. Tordenkilen ramte offerbordet, flækkede det og sendte sprængstykker i alle retninger. Lufttrykket kastede ham fremefter og ud over afsatsens kant.

 

Han mærkede, at han var ved at miste bevidstheden, men ud af øjenkrogen så han skyen stå stille i luften over pladsen. Under den flimrede luften som ved en luftspejling, men kun i en skarp stråle, der var nogle få favne bred. Pludselig satte skyen sig i bevægelse, den steg og forsvandt i den retning, som den var kommet fra. Det sidste, han tænkte, var, at guderne alligevel var kommet for sent.