Kort om bogen:
Ertebølletiden, ca. 5000 f.Kr.
En shaman får den 15-årige dreng Hånd bortvist fra klanen på en falsk anklage. Han skal derfor overleve syv måneder i et øde, vildtfattigt sumpområde for at
måtte komme tilbage.
Men her slutter Hånds trængsler ikke! Klanen har forladt deres traditionelle
jagtmarker for at søge nyt land mod nordvest, og Hånd står pludselig med ansvaret for en gruppe mennesker, som på grund af handicap eller alder er blevet ladt tilbage for langsomt at dø af sult. Blandt dem er hans to venner:
Tumpe, en hjerneskadet dreng, og den lyshårede Bellis, som lider af epilepsi – og måske kan tale med guderne og se ind i fremtiden.
Dagligdagens udfordringer er enorme, og dertil er et opgør på vej. Sydpå lurer en krigerklan på at erobre nye territorier, og ude mod nordvest har shamanen ikke tilgivet Hånd, at han har
tilladt sig at overleve, og pønser på hævn.
Uddrag af bogen:
Kapitel 1: Flugten
Han skreg, da pilen slog ned i skulderen. Tumlende fortsatte han den desperate
flugt med en dreng i hver hånd, mens smerterne tog til. Det ville kræve et mirakel fra skovens guder, hvis han skulle nå ud til fjorden med livet i behold: det var ikke den første træffer, som de djævle sydfra havde fået
ind. Blodet løb ned ad hans ben, men der var ingen tid til at standse, hive pilen ud af låret og binde en stump læder om såret for at standse blødningen.
Et kort øjeblik overvejede han at sende drengene i forvejen og selv tage kampen op for at give dem tid til at slippe væk, men forkastede straks ideen.
Der var flere tusinde skridts tæt skov og krat mellem dem og fjorden. Forfølgerne ville med lethed kunne nå at tage livet af ham og indhente drengene, før de nåede bredden, hvor stammebåden lå skjult i sivene. Men
noget måtte gøres. Han fornemmede, hvordan farten i deres løb tog af, og hvordan forfølgerne stadig kom nærmere og nærmere. En pil susede forbi hans hoved og slog ned i en rådden stub nogle skridt forude med en
svuppende, dump lyd. Længere fremme blev underskoven tættere, og han indså det umulige i at kaste sig gennem grenhænget med hovedet forrest og en dreng i hver hånd. En måtte ofres!
Valget var let. Varvik, over ti somre gammel, stærk og robust, eller den lille Hånd, som kun var ni, og ydermere
manglede to af fingrene på venstre hånd. Hånd var måske født ind i en slægt af store jægere, men en galsindet hund havde villet det anderledes og bidt en luns af hånden af, da drengen var tre. Det var tvivlsomt,
om Hånd nogensinde ville blive jæger, og endnu mere tvivlsomt, om han nogensinde ville blive i stand til at forsørge en familie.
”Hånd, jeg slipper dig nu. Gem dig i skoven og vent. Hvis ikke vi er tilbage i morgen, så stik af mod nord,” stønnede han med hvæsende lunger, slap barnehånden
og løftede armen op foran ansigtet, før han brasede gennem et område med tjørn. Bag sig hørte han Hånd falde, da der med et ikke var nogen, som trak ham fremad og holdt ham på benene.
***
Hånd trimlede om i skovbunden og ramlede ind i resterne af en mørnet vindfælle. Da han kiggede op over
stammen, så han faderen og broderen storme gennem tjørnekrattet med pile hvislende omkring sig. Han kastede sig ned og rullede hen under stammen, krabbede sig hen over skovbunden og møvede sig ind i en klynge bregner, hvor han smed sig
fladt ned for at komme i skjul under de vældige blade. Ti hjerteslag senere kom de myldrende forbi. Forrest en mand klædt i en læderkjortel og med et jagtspyd i hånden, og lige bag ham to andre mænd, begge med buer i hænderne.
Han holdt vejret, indtil de var passeret, før han forlod skjulet og kravlede over til tjørnekrattet. Tornene nappede i hans kjortel, men han rev sig fri og kravlede langsomt længere og længere ind krattet, mens han lyttede. Da tunge
fodtrin meddelte, at de tre forfølgere ikke var alene, pressede han sig ned mod skovbunden og ventede, indtil lyden af skridtene aftog. Så fortsatte han dybere ind i den næsten ufremkommelige underskov på alle fire.
Hans hjerte hamrede vildt, og han havde den største lyst til at græde, men bed det i sig.
Længere borte hørtes råb og skrig, og han måtte lægge bånd på sig for ikke at kravle i den retning: det var hans far, som havde råbt, mens broderen skreg. I stedet fortsatte han et par hundrede skridt mod øst,
før han igen drejede mod nord. Underskoven ændrede sig. Tjørnekrattet tyndede ud, og træer, som bedre kunne tåle fugtig jord, tog over. Store birketræer lyste hvidt i skovens halvmørke, og han skulle netop til at
rejse sig, da han hørte stemmer.
”De var tre. Han havde begge drenge med,”
hørte han en hæs stemme hvæse.
”Jeg ved det. Hvor bliver hundene
af?” sagde en anden.
”Asgeir, hvorfor efterlod vi dem også? Med dem
havde vi været fri for at jagte ham hele vejen gennem skoven. De havde taget ham på ingen tid.”
”Det har jeg forklaret! Hvis vi havde haft dem med, havde de givet hals, og det ville have været umuligt at komme tæt på, før vi angreb.”
”Men han opdagede os jo alligevel – som om han fik et tegn fra ånderne.”
”Hvis du havde ventet med at plante din pil i ham den gamle, eller i det mindste sørget for at ramme, så ham ikke
skreg, havde vi sparet jagten,” snerrede Asgeir.
Hånd lod sig glide ned
i en dynge visne blade. Han viftede forsigtigt med armene for ikke at lave støj, og da de to mænd kom vandrende forbi, lå han under et tyndt dække af blade.
”Hvad er du sur over? Angrebet gik godt, og vi har udvidet vores jagtterritorium. Vi mangler bare at finde ungen, men ham skal vi nok få ram på før
solnedgang.”
”Jeg forvred en fod, da vi løb gennem skoven.”
”Nå. Hvordan?”
”Trådte i et hul, da vi masede os gennem tjørnekrattet. Hvis ungen gemmer sig derinde, må hundene tage ham eller drive ham ud,”
vrissede Asgeir.
Hånd kunne mærke, hvordan tårerne pressede sig på.
De havde slået bedstefar ihjel, de bæster. Eller djævle. Far havde altid omtalt dem som djævle, folkene sydfra. Han løftede forsigtigt hovedet og stirrede efter de to mænd. Så snart de var ude af syne, rejste han
sig og løb foroverbøjet videre mod øst. Den skulle være der! Det var hans eneste chance, når de slap hundene løs. Men samtidig var han bange for, at han ikke huskede området rigtigt. Det var trods alt flere måner
siden, at han sidst have leget i den del af skoven med sin bror. Endelig, efter et par hundrede skridt, dukkede den op, og han trådte uden tøven ud i bækken og fulgte strømmen mod nord. Vandet var isnende koldt, men ikke særligt
dybt. Han vadede af sted i vand til knæene, mens skoven på begge sider af bækken blev tættere og mere mørk.
Han havde ikke tal på, hvor langt han var nået, da han hørte hunde glamme i det fjerne. Foran ham rejste skoven sig som en uigennemtrængelig mur, men han hastede blot frem mod området,
hvor levende og døde træer strakte deres grene ind over bækken. Da han nåede frem, kastede han sig ned på alle fire og kravlede gennem det kolde vand. Over ham dækkede bladhænget for solens stråler, og flere
gange greb grene og rødder fat i ham eller hans kjortel, så han måtte standse og gøre sig fri; men støt og roligt arbejdede han sig gennem det overdækkede morads, indtil skoven pludselig forsvandt. Foran ham lå
fjorden badet i den nedgående sols lave lys.
Gennemblødt kravlede han
op på stranden og pilede mod øst, indtil han nåede sivskoven, der strakte sig adskillige favne ud i fjorden. Desperat stirrede han ud mellem sivene for at få øje på båden, indtil noget længere fremme på
stranden fangede hans blik. Med et skrig stormede han hen til de to lig. Faderen var ramt af adskillige pile og lå med åbne øjne, som stirrede han op i himlen. Hans bror Varvik var kun ramt af to pile i ryggen, men lå underligt sammenkrummet.
Da han vendte ham, kunne han se, at hans ansigt var knust med et slag fra en kølle. Hånd skreg igen, og tårerne strømmede ned over hans kinder, mens han sank sammen ved siden af de døde og gemte ansigtet i faderens bryst.
Lyden af en gøende hund rev ham ud af trancen. Han løftede ansigtet, og der, hundrede skridt
borte, dukkede en sværlemmet mand op inde fra skoven. Hånd sprang på benene og truede ad manden med en lille, knyttet hånd, før han vendte sig og løb ud mod sivene.
”Bliv her, din lille lort,” råbte den sværlemmede. Det var Asgeir. Han svang buen af skulderen og luntede ned mod sivskoven.
Hånd kastede sig ud mellem sivene og vadede nogle skridt ud, indtil han fik fat i tovet, som stammebåden
var fortøjet med. Vandet gik ham til livet, og han måtte have hovedet under vand, da han samlede ankerstenen op. Med stenen i favnen vadede han hen til båden og lempede den om bord, før han gav sig til at skubbe båden fri af
sivene. Inde på bredden stod Asgeir og skreg. Med jævne mellemrum sendte han en pil af sted ud mod ham, men rørskoven skjulte både Hånd og båden.
”Få så de hunde frem! Han er derude,” hørte Hånd ham råbe over mod skoven, mens han lagde kræfterne i og fik skubbet
båden fri, mens vanddybden tog til.
Da stammebåden endelig nåede
åbent vand, greb Hånd fat om rælingen og prøvede på at trække sig op. Det mislykkedes! Båden gled helt ud af sivskoven, og havbunden forsvandt under hans fødder. Han hagede sig fast i rælingen og sparkede
med benene for at komme op, men opnåede ikke andet, end at båden roterede og gled længere fra land.
”Der! En båd!” hørte han nogen råbe, mens strømmen for alvor begyndte at få tag i den svære stamme.
”Skyd ham. Send køteren ud efter ham,” skreg Asgeir, og en pil slog ned i båden.
Hånd sparkede igen og igen med benene for at få båden til at rotere så meget, at han kunne søge ly bag den, men nåede
det ikke. Næste pil ramte ham hen over brystet. Han mærkede, hvordan den tværstillede od flænsede hans kjortel op, før den borede sig ind i kødet og fortsatte skråt hen over ribbenene. Det gjorde nederdrægtigt
ondt, men vandets kulde dulmede smerterne og fik ham til at sparke videre. Han fornemmede, hvordan båden gled ud på fjorden for at blive taget af strømmen, mens flere pile slog ned i den og vandet omkring ham. Efter en stund svandt pileregnen
ind, på trods af at han stadig måtte være inden for skudvidde. Smerten fra såret i brystet aftog og gik over i en konstant svien, og vandets farve omkring hans bryst viste, at blødningen var begyndt at aftage. Liggende i læ
bag båden så han over mod den anden bred, der lå flere tusinde skridt borte. Han overvejede at søge om til bådens agterende og forsøge at trække sig op der, men besluttede at vente, indtil han med sikkerhed uden
for buernes rækkevidde. I stedet fortsatte han med sparkeriet i vandet for at komme længere ud på fjorden, hvilket forstærkede bådens rotation. Inde fra land hørtes råben og forventningsfuld, grov latter, og da båden
lidt senere havde drejet en kvart omgang, holdt han pause og stirrede ind mod land. Fem mænd stod og betragtede ham, mens de pegede ud mod noget i vandet 15-20 skridt bag båden. Panikken greb ham, da en fredelig dønning løftede ham
op, så han kunne se, hvad de pegede på. Der, nu ikke mere end 10-12 skridt fra ham, kom en gigantisk ulvehund svømmende.