Manden i Kolonihaven

Kort om bogen:

Hovedpersonen:  Den dovne, let asociale, krigstraumatiserede natportier.

Vennerne:            Den invalide tømrer og hans til dels nymfomane søster.

                             Hashvraget og den spillegale betjent.

Opgaven:             At skygge forretningsmandens golddiggerkone, der måske laver numre.

Location:             Jylland, vest for momsgrænsen.

Resultatet:            Kaos, mordforsøg, tørre tæsk.

 

Velkommen til kolonihaven - og en vaskeægte, lavspændt vestjysk action-krimi.

 

Uddrag af bogen:

Prolog

Torsdag d. 25/6

 

Da kassevognens lygter fejede hen over gårdspladsen, var det lige før, han udstødte et suk af lettelse. Turen inde fra byen havde ikke varet mere end et kvarters tid, men efter at have hørt Michael Jackson skråle I’m Bad et utal af gange fra knægtens utætte hørebøffer var han ved at gå ud af sit gode skind. Flere gange havde han overvejet at standse bilen og smide den unge mand ud, men havde behersket sig; det var trods alt chefen, som havde bedt dem om at tage ham med. Ikke at han kunne se nogen fornuft i det. Hvorfor slæbe en sekstenårig knægt med på de natlige ture mellem gården og lageret inde i byen? Han havde da også spurgt chefen ligeud, da denne var kommet anstigende med drengen, havde præsenteret ham som Johnny og bedt dem om at tage ham med.

”Bjørn, bland din store næse udenom,” havde svaret lydt, og det var først, da Ivan og knægten var begyndt med at læsse paller af kassevognen, at han havde fået en slags forklaring.

”Han har ikke haft det så nemt, ham Johnny. Ja, han hedder faktisk Ahmed, men foretrækker at blive kaldt Johnny. Han er lidt sær, og de andre har altid holdt ham udenfor.”

”Sær?”

”Ja. Han har haft en del problemer gennem hele sin opvækst. Og nu er moren bange for, at han kommer ud i noget skidt med sprut og stoffer, hvis han bare får lov til at dalre rundt. Jeg forstår dem godt. Hvad skal sådan en knægt få tiden til at gå med, når han er færdig med at sortere flasker og feje? Sidde hjemme på klubværelset og kukkelure? Du får ham aldrig til at læse en bog. Ordblind.”

”Har hun smidt ham ud hjemmefra?”

”Ja. Magtede det ikke. Da han røg ud af skolen, blev han vist helt umulig. Men som flaskedreng klarer han det da fint nok, gør han ikke? Så find noget til ham at lave om aftenen. Tag ham med og lad ham knokle løs.”

Og Bjørn måtte modstræbende indrømme, at knægten gik til den, når der stod arbejde på programmet. Godt nok var der en del ting, som skulle forklares den ene gang efter den anden, men når slæbet gik i gang, var han klar. Hvis han da bare ville smide den forbandede spilledåse ad helvede til. Eller anskaffe sig et par ordentlige hovedtelefoner.

Han svingede bilen rundt, så dens lygter pegede direkte ind mod det forfaldne stuehus, der var ved at blive sat i stand. Det kalkede murværk skallede af, og vinduesåbninger stod som åbne sår i den gråhvide flade. Taget hang i laser. Det var sunket sammen, så tagrygningen lignede en urolig havoverflade med store dønninger, og adskillige steder var tagsten faldet ned og lå og rodede i resterne af en gammel tagrende. Han vidste, at synet indenfor var endnu værre: Gulve, som var delvist rådnet væk, faldefærdige vægge, der drev af fugt og alger, og lofter, som til enhver tid kunne give efter og styrte ned.

”Så er vi her. Ud og se, om jeg rammer porten,” kommanderede han.

Johnny reagerede ikke, men sang endnu en gang med på Michael Jackson.

”Vågn op. Få de forbandede hørebøffer af, sluk for det lort og se at komme ud,” skreg han.

Johnny tog hovedtelefonerne af. Musikken strømmede ud i kabinen, mens han kiggede spørgende på Bjørn.

”Hva’?”

”Ud! Vi skal have bilen bakket ind. Nu! Og sluk for det lort!”

Den unge mand vrissede et eller andet, mens han surmulende kravlede ud af bilen. Døren blev smækket hårdt i, samtidig med at porten til maskinhuset ved siden af stuehuset gled op, og Ivan trådte frem. I bakspejlet kunne hans store skikkelse tydeligt ses som en mørk silhuet i lyset, der strømmede ud ad portåbningen.

Uden at vente flåede Bjørn gearstangen tilbage. Det knagede og bragede fra den gamle gearkasse, så han var nødt til at koble ud og forsøge endnu en gang, før Iveco’en sprang i gear. Uden at vente slap han irriteret koblingen og bakkede i en blød bue hen mod åbningen.

”Ikke så hurtigt,” råbte Ivan, men Bjørn var ligeglad. Med et øje på spejlet lod han bilen drøne tilbage mod porten. Ingen skulle forklare ham, hvordan der skulle bakkes. Han strøg forbi Ivan og ind i maskinhuset, men en skrabende lyd fortalte, at bilens højre side havde været lige lovlig tæt på porten, der ikke var helt skubbet op. Han fortsatte nogle meter ind, koblede ud, trak håndbremsen og slukkede motoren.

”For helvede, du ramte porten,” brølede Ivan.

”Snittede den allerhøjst,” svarede Bjørn, mens han kravlede ned.

”Snittede? Du skrabede boksen, som styrer liften. Hvorfor fanden skulle det gå så hurtigt?”

”Knægten irriterede mig.”

”Nå. Vi må se, om den duer,” brummede Ivan og trykkede på en af boksens knapper. Intet skete. Han trykkede igen, og efter et par forsøg reagerede liften og fik rampen til at glide væk fra vognens bagende. Han sænkede den ned til jorden, hvor den hang omkring tyve centimeter over stengulvet. Så skiftede han knap, og med et lille smæld sænkede enden af rampen sig helt ned til jorden.

”Den virker jo fint,” glattede Bjørn ud.

”Gu’ gør den ej. Den opfører sig underligt. Vi må have den til mekaniker en af dagene,” brummede Ivan irriteret.

Bjørn skulle lige til at forklare Ivan, at han kunne stikke sin surhed et vist sted hen, men den store mand kom ham i forkøbet.

”Jeg har frisk kaffe på kanden,” sagde Ivan og gik over mod campingvognen, som stod klodset op bagerst i maskinhuset. Langs begge husets sider stod flere rækker paller, de fleste med sodavand.

Bjørn trak på skuldrene og traskede efter kæmpen, der var over et hoved højere end ham og de første halvtreds kilo tungere. Et øjeblik efter klemte han sig ned ved bordet inde i den gamle campingvogn, der fungerede som kontor.

”Er der ellers sket noget?” spurgte han, mens Ivan skænkede kaffe og slog sig ned på en skammel ved bordenden.

”Nej. Khamil var forbi og hente en palle, det er alt.”

”Cola?”

”Jep. Og han havde en dynge returflasker med tilbage,” svarede Ivan.

”Jeg synes nok, at dyngen oppe ved porten var vokset. Vi sætter knægten til at sortere, mens vi læsser af.”

”Åhr, jeg gider ikke sortere flasker. Det er sjovere at læsse af,” vrissede Johnny, som i det samme stak hovedet ind ad døren.

”Så læs af, og giv os noget ro,” hvæsede Bjørn.

Johnny stirrede koldt på ham, greb hovedtelefonerne, som hang om halsen, og satte dem for ørerne. De så ham rode lidt i sweatshirtens lomme, tænde for musikken, smile og vende sig om.

”Og kom nu ikke galt af sted,” brummede Ivan, men fik intet svar fra hængerøvsbukserne, der klemte sig ud ad døren.

”Den dreng driver mig til vanvid. Nå, pis med det. Chefen var forbi i nat. Han fortalte, at tilladelsen til at sløjfe gylletanken er gået igennem. Han har bestilt sand til i morgen,” sagde Bjørn.

”Godt. Det var også på tide. Er et ikke næsten en måned siden, vi åbnede den og slog bunden op?”

”Jo, og sjældent har jeg da vadet rundt i så meget lort,” gnæggede Bjørn. ”Det gik mig til midt på livet.”

”Ja, det tog flere dage at komme af med stanken. Og nu, selv om vi har slået hul, står der stadig en halv meter slam dernede og stinker,” grinede Ivan, så de fedladne kinder dirrede. ”Sagde han noget om, hvordan tanken skal fyldes?”

”Ja. Slå det øverste stykke ned med en mukkert og så sand ovenpå. Han er go’. Ikke spilde krudt på at få fjernet de gamle mursten, bare ned i hullet og dække til. Hør, er der mere kaffe? Jeg er dødtræt.”

Ivan fik sine 120 kilo bakset op og hentede kaffen. Uden for campingvognen hørtes lyden af Johnnys iPod, blandet med den syngende lyd af palleløfterens små hjul mod betonunderlaget, når en palle skulle køres på plads.

 

***

 

Johnny sang i vilden sky – inde i hovedet. Han baksede palleløfteren op på rampen, rakte rundt om siden på vognen og trykkede på en knap. Intet skete. Han prøvede igen, men flyttede lynhurtigt fingrene, da han fik et stød.

”Gamle lort,” mumlede han, rystede hånden og prøvede igen.

Denne gang virkede liften, og rampen løftede sig fra jorden med ham ovenpå. Den standsede, da den stod ud for kassevognens lad, og han kunne nu uden besvær trække palleløfteren ind, få dens to gafler stukket ind under en ny palle, få den løftet ved at pumpe nogle gange med håndtaget og derefter trukket ud på rampen. Han trykkede på en ny knap, og rampen dalede langsomt ned til jorden.

”I’m bad, I’m bad, You know it, I’m bad,” sang han dæmpet og falskt, mens han slæbte pallen med sodavand over til de andre. Han forstod ikke helt, hvad det hele gik ud på. Hvorfor hente sodavand herude, køre dem ind til lageret inde i byen og tage andre med tilbage? Det gav jo ingen mening. Men arbejdet var godt nok, og Ivan og Bjørn plejede da også at være ok – og i det mindste havde han da nogen at være sammen med ud over de andre flaskedrenge. Børn. De fleste af dem gik stadig i folkeskole, to af de værste var snobber i gymnasiet. Hvad kendte de til noget som helst? Han gad i hvert tilfælde ikke at have mere end højst nødvendig med dem at gøre. De boede alle hjemme hos mor og havde bare arbejdet for at skaffe lommepenge. Selv var han nødt til at tjene noget. De smuler, som kommunen havde tvunget hans mor til at betale ham, slog slet ikke til, så det ekstra arbejde med at køre sodavand om natten var kommet som kaldet. Han fik ikke meget for det, men det var solide penge lige ned i foret uden at skulle bekymre sig om skat eller folkene fra kommunen.

Hans iPod strejkede, og han standsede op for at få liv i den igen. Inde fra campingvognen lød latter, og han smilede, mens han fumlede for at få musikken tilbage. Da det lykkedes, fortsatte han hen på rampen for at køre op. Han rakte hånden ud for at trykke på knappen, men tøvede. Der havde været overgang i kassen sidste gang. Han tog en dyb indånding og trykkede hårdt. Rampen løftede sig fra jorden uden problemer. Han trak palleløfteren ind i vognen, vendte den og satte den under den sidste palle. Seks-otte pumpeslag med håndtaget fik de flere hundrede halvanden liters sodavandsflasker til at løfte sig; han lagde kræfterne i og trak det hele ud på rampen. Løfterens bagerste hjul havde netop sluppet ladet, da han ud ad øjenkrogen så en gnist springe fra boksen med knapper. Han nåede ikke at løfte øjenbrynene, før rampen pludselig gav efter, og det yderste af den faldt tyve-tredive centimeter ned.

Det kom så overraskende for ham, at han automatisk trådte et skridt tilbage – ud i den tomme luft. Med et skrig styrtede han en meter ned. Han forsøgte at holde fast i palleløfterens håndtag, men det resulterede blot i, at hans overkrop blev tvunget tilbage, og han bankede ryg og baghoved i betongulvet. Slaget mod gulvet fik hans hoved til at springe op igen som en stålkugle, der rammer et hårdt underlag, og det sidste, han så, var palleløfter med et ton sodavand rulle ud over rampens kant og ned over ham. Dens håndtag ramte ham på overkroppen, knuste brystbenet og sendte en sværm af bensplinter og brækkede ribben gennem hjerte og lunger.

*** 

”For helvede, hvad gør vi?” skreg Ivan. ”Han er død. Pallevognen har knust brystkassen på ham.”

”Rolig. Vi må tænke,” snerrede Bjørn og tørrede sig om munden. Synet af den knuste dreng havde fået hans indvolde til at vende sig, og mens Ivan havde knoklet løs med at flytte sodavand, havde han brækket sig igen og igen. Først da maven havde været tom, og det var ren galde, som kom op, havde han været i stand til at hjælpe med at flytte palle og palleløfter væk.

”Rolig? Tænke? Vi må sgu da ringe til nogen. Politiet. Falck.”

”Politi? Er du sindssyg? Vi kommer ind at sidde for det her.”

”Jamen, det var da ikke vores skyld,” jamrede Ivan.

”Idiot. Vi lod ham arbejde selv. Hvem, tror du, vil få skylden for det? Nej, vi må ringe til chefen,” svarede Bjørn, fandt sin mobil frem og gik ud af maskinhuset.

”Hvor skal du hen?” hylede Ivan efter den klejne mand.

”Ud. Der er dårlig dækning herinde,” løj Bjørn. Han måtte væk fra synet af drengen og stanken af opkast.

Da han nogle minutter senere kom tilbage, var farven vendt tilbage i hans kinder. Ivan sad på en dynge tomme paller og stirrede ned i jorden. Bjørn bemærkede, at man ikke kunne se Johnny, derfra hvor han sad. Bilen skyggede for synet.

”Hvad sagde chefen?”

”Vi dumper ham i gylletanken.”

”Hva’? Det kan vi da ikke.”

”Hvorfor ikke? Vi smider ham ned ovre ved den ene side og tynger ham ned i slammet. Så går vi i gang med at slå toppen af tanken ned, til han er helt dækket. I morgen middag kommer sandet. Vi har resten af natten til at få ham ned i tanken, og hele formiddagen til at rydde op herinde.”

”Men vi kan da ikke bare begrave ham. Hvad med hans mor? Hans familie? Bjørn, jeg ved godt, at jeg har været med til mange ting, som ikke er helt fine i kanten, men da aldrig sådan noget som det her,” sagde Ivan med bedende stemme.

”Tænk dig om. Hvis vi ringer efter nogen, er vi på røven. Politiet dukker med sikkerhed op. Hvis vi dumper ham et eller andet sted – for eksempel ude ved motorvejen – undersøger panserne alt. Hans hjem, hans arbejdsplads. Så er vi lige så meget på røven. Lageret inde i byen vil ikke have godt af, at en håndfuld snushaner fiser rundt, stiller dumme spørgsmål og glor sig omkring. Det vil helt sikkert være farvel arbejde, farvel biindtægt med at arbejde sort på at sætte det her lortested i stand og hæve understøttelse samtidig med, farvel med at skaffe afgiftsfri tyske sodavand ind på markedet, og endelig Goddaw Horsens, så er vi her igen,” forklarede Bjørn fattet.

Ivan vendte blikket og stirrede igen ned i betongulvet. Bjørn kunne se, hvordan kæmpen forsøgte at tænke, forsøgte at få hold på situationen. Efter noget, der for Bjørn føltes som minutter, men i virkeligheden ikke var mere end tredive-fyrre sekunder, løftede Ivan hovedet.

”Jeg vil ikke tilbage til Horsens. Jeg har været der to gange. Sidste gang var to år for vold. Jeg klarer ikke at skulle være lukket inde igen.”

”Heller ikke mig. Har vi en ekstra presenning liggende et eller andet sted? Vi må have noget at bære ham i.”

”Ovre i huset. Og tag trykrenseren med. Vi må have spulet gulvet.”