Kort beskrivelse af bogens indhold:
Den
unge romerske legionær Marcus forfremmes efter kampene mod germanerne til 3. kommanderende over centuriet, der bevogter dæmningen, som udgør grænsen mod Germanien. To af legionens hærafdelinger har i bog 1 brandhærget landet
nord for grænsen, så der forløber et par år, hvor centuriet, der nu er blevet omdøbt til 3. centurie, tilføres nyt mandskab og befæster deres stilling yderligere.
Marcus møder og forelsker sig i en slave, Maria, men lider under denne forelskelse, da han som legionær ikke kan gifte sig med hende.
I nord
planlægger germanerne et storangreb mod romerne, og som en del af denne plan skal centuriet nedkæmpes sammen med de andre grænseposter. Hilthred, den ondsindede germanske høvdingesøn, som med nød og næppe har overlevet
de sidste kampe, bliver den som endnu en gang skal lede angrebet på centuriet. Og denne gang holder forsvaret af dæmningen ikke…
Uddrag af bogen:
Kapitel 1.
I skæret af faklen lyste øjet, der var
dækket af en mælkehvid hinde, rødt i tusmørket. Halbard stirrede op på øjet og på manden på hesten. De lignede noget fra de dødes rige; noget, som skulle være blevet der. Den sorte hest og mandens
sorte dragt smeltede sammen i halvmørket. Kun hovedet på manden skilte sig ud. Det var dækket af en ringbrynje, som gik ned over halsen og vist nok også videre ned under den sorte kjortel, der gled i et med de dybsorte læderbukser,
som i mørket ikke kunne skelnes fra hestens flanker. Ansigtet i ringbrynjen var et skræmmende syn. Det hvide, døde øje, som intet så, men føltes at kunne se gennem alt, huden i den øverste del af ansigtet, der
var dækket af ar efter brandsår, som burde have slået enhver dødelig ihjel, og den nederste del, hvor små tjavser af rødt skæg groede frem, der hvor arrene tillod det; de døde tænder, der havde mistet
den hvide farve og fået en brun-sort kulør, så de slet ikke lyste i mørket, og man fik indtryk af, at lyden, når manden talte, kom ud af et hul midt i ansigtet.
De to mænd, der flankerede ham på lysere heste, så helt fredelige ud i forhold til, selv om de var store som den mørke mand og begge fuldt udrustet til kamp med sværd, skjolde og brynjer. Begge havde fakler
i hænderne, som oplyste gårdspladsen nok til, at Halbard også kunne se skyggerne bag de tre ryttere, 10 – 12 mand, klædt på til krig.
Hilthred kiggede på bonden, der stod foran ham, og så mandens frygt. Hans sorte mund krusedes af et lille smil, som ikke kunne ses i mørket. Han var sig helt bevidst om, hvordan han virkede på andre, specielt i tusmørke.
”Min gode Halbard, du skuffer mig. Sagde jeg ikke til dig, du skulle sende mig mænd, som jeg kan gøre til krigere? Men hvad sendte du
mig, Halbard? Ingenting.”
”Jeg har brug for de sidste to af mine sønner og de to hjælpere til at passe gården,” stammede
Halbard.
”Og jeg sendte dig en kærre med korn, kål og turnips. Og fem får. Og to slagtesvin,” rablede han af sig.
”Men jeg bad om mænd, Halbard, mænd. Ikke grøntsager. Mænd.”
”Når høsten er ovre, sender jeg den ældste af knægtene op til dig – og også hjælperne.”
Hilthred stirrede på manden med sit ene øje. Så fandt han en lille gren frem fra en pose, der hang hen over hesten.
”Kan
du huske, at du svor ved den her, Halbard? Du svor ved krigsvidjen. Men holdt du ord? Nej.”
Han nikkede til manden på sin højre side,
han løftede faklen, så lidt mere lys faldt ud over gårdspladsen. En bue sang, og en pil borede sig ind nederst i Halbards bryst. Han skreg og greb om pilen, vaklede så tilbage mod gården. Halbards kone kom stormende ud og hjalp
ham indenfor. Hilthred så på og lod det ske. Så vendte han sig mod Halbards to hjælpere, som havde stået og set hele optrinnet.
”Sæt
ild på gården,” kommanderede han, og de to ryttere i hans selskab kastede faklerne ned for fødderne af Halbards hjælpere. Et øjeblik stod de tvivlrådige, så samlede de faklerne op og smed dem op i stråtaget
– de vidste, det gjaldt deres liv.
”Bloker døren til gården. Få dyrene ud af stalden, og brænd den ned.”
De 15 mænd, som Hilthred havde med, gik i gang, mens gården langsomt brød i brand. De fleste af dem var nye i Hilthreds tjeneste.
”De har godt af at opleve, hvad der sker, hvis man trodser mig”, tænkte Hilthred.
”Og Halbard sønner, ja-ja, et par knægte på 11 og 13 somre. Der ville alligevel være gået mange år, før de kunne kæmpe. Så er det bedre at statuere et eksempel. Flere og flere er begyndt
med ikke at lade sig skræmme. Men når de hører om det her, kommer de til fornuft igen. Jeg har brug for mange mænd, rigtig mange mænd,” tænkte Hilthred videre, mens flammerne tog fat, og skrigene inde fra gården
tog til.
Han blev siddende roligt på sin hest og så gården brænde ned. Varmen tog til, og hans to følgesvende lod deres heste
skridte bagud – de kunne ikke holde til varmen. Men varmen generede ikke Hilthred. Han havde oplevet meget kraftigere varme, da romernes brandkugler havde ramt ham og forvandlet ham til en levende fakkel, hvor hud og kød blev brændt af hans
ansigt.
Han havde skreget af smerte i 14 dage. Faderens medicinmand havde brygget en drik af vilde svampe, som skulle dulme smerterne – og han havde
faktisk brygget den så stærk, at smerterne burde forsvinde til evig tid og blive afløst af mødet med Valhal; men Hilthred var ikke død. Smerterne var blot forsvundet, og nu var han ikke længere i stand til at føle
varme, kulde eller smerte. Han havde ligget med brandsårene i ansigtet og over store dele af kroppen i flere måneder. De havde dannet væskende bylder og blærer, og den nye hud, der dannedes, var blevet ved med at falde af igen og igen.
Men til sidst, efter et halvt år, blev den siddende, og han fik det langsomt bedre og bedre.Efter et år var han så rask, at han havde kunnet slå faderens medicinmand ihjel. Ingen skulle slippe ustraffet fra at prøve på
at tage livet af ham.
Han stirrede ind i flammerne. Han ville knuse de romere, hver og en. Han ville vælte ned over dem som en bølge af ild
og stål. Men alt ting til sin tid. Han havde lært tålmodighed på den hårde måde. Skrigene inde fra gården var for længst hørt op, da Hilthred gav sine mænd ordre til at drive dyrene nordpå
til deres lejr. Så vendte han sin hest og red bort fra brandtomten.
Kapitel 2.
Et år tidligere:
Marcus tjekkede sin uniform. Den røde tunika var renvasket, og pladerne på den leddelte rustning, som blev holdt sammen af et arrangement af lædersnører, så pladerne
dækkede det meste af overkroppen på alle kritiske steder, strålede i solen. Han havde pudset dem aftenen før. Den 1,81 meter høje, 21-årige mand tog hjelmen under armen, hvorved et rødt ar på halsen blev synligt,
rettede sig op og bankede på døren i Centurionen barak.
”Kom ind, Kaster,” lød det fra Optio. Kaster var Marcus´ kaldenavn
indenfor centuriet, som han havde fået på grund af sine færdigheder med at bruge katapulten.
Indenfor sad Centurionen og Optio ved et lille
bord med en kande øl. De var begge gamle, garvede legioner, som nærmede sig de 40 år, hvilket sås på deres vejrbidte ansigter, der hver havde flere ar efter slag, sværdhug og knivstik, end Marcus havde på hele sin
krop. Centurionen var en høj mand, måske et halvt hoved højere en Marcus, mens Optio, næstkommanderende, var på Marcus´ højde.
Han blev tilbudt en trebenet stol og et krus øl og satte sig, lidt i chok. Han var aldrig før blevet tilbudt øl eller stol, når han var inde hos Centurionen. Han drak forsigtigt en tår øl. Centurionen
og Optio fortsatte deres samtale, og Markus faldt snart ind, i starten lidt tøvende, men efterhånden helt frit. De snakkede om vejret, som var dejlig tørt af efteråret at være, de snakkede om de sårede i centuriet, som
alle var ved at være på benene, de snakkede om alt mellem himmel og jord. Da talen faldt på de sidste dages patruljer mod nord, var de alle tre enige om, at det, de to kohorter fra legionen havde gjort, var forfærdeligt.
Kohorterne havde lagt et bælte på 25 kilometer mod nord øde – de havde afbrændt alle gårde, alle landsbyer, alt. På centuriets
patruljer havde de mødt enkelte, som stadig ikke var flygtet nordpå, men alle dem, de mødte, havde givet udtryk for, at de tog mod nord inden vinteren satte ind. Hvis altså ikke folk var flygtet i rædsel, når de så
centuriets legionærer. Legatus Legionis, lederen af legionen, den gamle drukkenbolt, senator eller ej, var gået langt over stregen efter de tre mænds smag.
Men et afbrændt nordland havde selvfølgelig også sine fordele, selv om disse var alt for dyrt købt. De kunne med sindsro nøjes med at patruljere med fem-mandspatruljer i stedet for de 16 – 20 mand, de
tidligere havde brugt. Også patruljerne mod syd kunne sættes ned til kun at være fem-mandspatruljer, så i stedet for at bruge 24 mand på patruljevirksomhed kunne de nøjes med 10. Hvilket også var godt, eftersom centuriet
var nede på 49 mand i stedet for de 80, der egentlig skulle være.
På et tidspunkt ebbede samtalen lidt ud. Det virkede, som om der var
noget, Centurionen ville snakke om, men han havde ikke helt let ved at komme i gang. Optio kiggede flere gange tilskyndende på ham, og efter endnu et krus øl begyndte han, ”Kaster, er det rigtig forstået, at du både kan skrive
og læse?”
”Ja. Min bedstefar lærte mig det, da jeg var dreng hjemme på gården i Rom,” svarede Marcus smilende.
”Optio og jeg har talt om, at vi har brug for noget ekstra hjælp til at få centuriet til at fungere. Både med det administrative,
men også med det praktiske. Optio kan ikke længere overkomme det hele. Før kunne Augustus hjælpe lidt til, men den smule hjælp forsvandt med ham, da han overgik til 1. centurie,” sagde Centurionen famlende.
”Sig det som det er,” faldt Optio ind. ”Uden mine tre fingre kan jeg ikke holde på et sværd, jeg har ikke let ved at skrive, og hvis der
skal gøres noget praktisk, ja, så må jeg have andre til at hjælpe.”
Marcus var ved at få en stor tår øl
i den gale hals. Hvad var det her? Sad de og tilbød ham Augustus´ plads? En plads som tredjekommanderende? Han kunne knapt nok tro sine egne ører.
”Altså, det der med titel og løn. Der er kun en næstkommanderende i hvert centurie, en optio centuriae, og her er det Optio. Så jeg havde tænkt på at degradere dig,” fortsatte Centurionen.
”Degradere?” fløj det ud af Marcus, mens Optio lavede himmelvendte øjne og grinede.
”Ja, degradere dig fra vexillarius, og så forfremme dig til duplicarius, altså et pænt trin op, dobbelt løn. Og så har jeg tænkt mig at tilbyde dig at betale en halv legionærløn
oveni, 12 denarer hver måned, hvis du lover at blive hos mig her i centuriet.”
Marcus forstod øjeblikkeligt ideen. Det handlede om penge.
Han var helt målløs. I øjeblikket fik han halvanden gange en fuld legionærløn, da han var befalingsmand af graden vexillarius, en af de mellemste grader. Det gav ham 18 denarer udbetalt, da han stadig betalte af på udstyr
og uniform, og der blev trukket en del til pension og kost. Nu sad Centurionen og tilbyd ham en post, som både gjorde ham til tredjekommanderende – og faktisk næstkommanderende, når der var tale om kamp eller patruljer – og ikke
nok med det. Duplicarius, dobbelt løn, men kun almindelig betaling for kost og udstyr. Han regnede efter i hovedet, jo, en løn på ikke mindre end 40 denarer om måneden, dobbelt så meget som han fik nu.
”Jo. Det vil jeg meget gerne. Og tak til,” fik han endelig mumlet.
”Godt.
Så er det en aftale. Jeg proklamerer det til morgenparaden. Skal vi have en tår øl mere? Jeg er lidt tørstig, og Kaster ser også ud som om han godt kunne bruge en ekstra tår,” sagde Centurionen lettet til Optio.
Han var bange for, at nogle af de andre centurier fra kohorten allerede havde henvendt sig til Marcus. Hans ry som katapultskytte var trods alt kendt
i hele kohorten. Det havde de ikke, kunne han forstå, da Marcus til hans glæde stadig var her. Han ville gerne beholde den unge mand hos sig.
Det
blev til flere kander øl, og de snakkede længe. Centurionen snakkede om, at han gerne ville have mere lagerplads til forsyninger og udstyr.
”Skal
vi så udvide forlægningen?” spurgte Marcus, men det havde hverken Centurionen eller Optio mod på, da det var alt for stort et arbejde.
”Så
må vi nok rykke lidt sammen,” sagde Marcus så en smule beruset.
Optio stirrede lidt ud i luften et stykke tid. Så sagde han, at
han havde længe været bekymret for, at den megen sygdom i centuriet skyldtes de kolde, utætte barakker. Han foreslog, at barakkerne blev gået igennem, blev tætnet og fik trægulv, og at de fik lavet sig et lager af trækul,
som kunne brændes i kulbækkener, når det blev vinter.
”Så har vi netop brug for mere lagerplads. Hvad stiller vi for resten
op med de buer, som vi erobrede under kampen?” snøvlede Centurionen.
Han havde fået godt med øl, og de andre med.
De talte længe om gulve, buer og lagerplads i en pærevælling. Jo mere øl, der røg ned, jo mere
vilde blev planerne. De sidste af planerne kunne Marcus ikke huske næste dag, hvor han blev udnævnt til duplicarius og officielt kom i lære som skriver og bogholder. Han havde en voldsom hovedpine oven på gårdsdagens drikkelag
og så med en blanding af beundring og misundelse på Optio og Centurionen, der begge virkede uberørte af den megen øl.