Legionæren 1

Kort beskrivelse af bogens indhold:

Den unge Marcus bliver optaget som romersk legionær. Han gennemgår et kort træningsophold og sendes så op til den nordlige grænse mod Germanien. Her kommer han til at gøre tjeneste hos 6. centurie, en mindre hærenhed, som ledet af Centurionen bevogter den dæmning, som adskiller de romerske og germanske områder.

Den første tid forløber fredeligt, men under overfladen lurer germanernes utilfredshed med romernes tilstedeværelse. De gør klar til kamp, ledet af blandt andre høvdingesønnen Hilthred, hvis erklærede mål er, ”Denne gang stopper vi ikke, før hver en romer er død.”

Uddrag af bogen:

Kapitel 1.

Pilen slog hårdt ned i skjoldet og borede sig gennem de yderste lag af læder og træ, men standsede, før den gik helt igennem. Kraften i anslaget forplantede sig til hans arm, der langsomt var ved at blive træt af dels at bære det tunge skjold, dels stødene fra de pile, der traf. Et par meter mere hen over den bløde engjord, hvor mudderhuller blandede sig med småtuer af græs, så var han henne ved den lille stak med enghø. Han bukkede sig yderligere sammen, så skjoldet dækkede ham helt, mens han fik slæbt sig det sidste stykke.

Flere gange sank han i til knæet og måtte kæmpe sig op samtidig med, at han beskyttede sig mod pilene, men han nåede frem og fandt fyrtøjet frem. Det fugtige hø fængede ikke ved de første par forsøg, men så sprang en lille flamme frem. Han dækkede forsigtigt flammen til med mere tørt hø fra overfladen af den lave stak og ventede på at ilden fik bedre fat. Høet brændte stille med en osende røg, der i den nordvestlige, svage vind langsomt drev ind over en del af de kæmpende oppe på vejen.

Med mudder over det meste af kroppen kravlede han de 30 meter tilbage til grøften, som adskilte den sumpede eng fra vejen. Han mavede sig gennem det kolde vand i den lille grøft langs vejen og videre op til gruppen af kæmpende, hvor han faldt ind på en plads bagerst i centuriets geledder, der netop åbnede sig for at slippe en såret mand ud.

 Beskydningen af centuriet fortsatte en tid endnu, men da røgen fra den antændte høstak langsomt drev ind over fjendens bagerste rækker, hvor bueskytterne var placeret, tog den af. Bueskytterne kunne ikke længere se centuriet gennem røgen, og af frygt for at ramme deres egne i ryggen måtte de indstille skydningen. Da det skete, vendte et par af hans kammerater sig mod ham og sendte ham udmattede smil – en enkelt råbte ”Godt, Marcus,” med blod og spyt løbende ned fra mundvigen. 

Krigslarmen ændrede sig ikke meget, blot var der nu ikke længere de summende lyde af buestrenge. Men larmen ændrede sig dog lidt. Efter en kort tid begyndte en hosten at blande sig med mændenes råb og med lyden af stål mod stål. Røgen lå nu som en tung tåge hen over fjendens midt- og bagtrop og gjorde det svært for fjenden at trække vejret.

Lyden af et horn flængede sig vej gennem larmen fra de kæmpende, og fjenden gav sig langsomt til at trække sig tilbage. Centurionen brølede en kort kommando, og romernes velordnede formation bevægede sig langsomt frem. Da centuriet nåede det sted, hvor røgen dækkede vejen, lød endnu et hornsignal – og pludselig vendte fjenden om og stormede bort, godt skjult af røgen.

Centurionen råbte en ny kommando, og centuriet trak sig langsomt tilbage, selv om mange af veteranerne hellere ville have fortsat ind gennem røgen for at slå den flygtende fjende.  De afreagerede ved at stikke en ekstra gang i de døde og sårede fjender, som lå spredt langs den smalle vej på dæmningen. Tilbage på kamppladsen lå to legionærer med stirrende øjne, som intet så. Det havde været en dyr træfning for dem.

Centuriet tog opstilling lidt længere fremme på vejen end der, hvor kampen havde stået, så sårede kunne blive hjulpet væk og tilset. De var blevet en underlig tynd forsamling. Fra de otte gange ti mand i geled, som var det normale for et centurie, var der kun omkring fire gange otte mand tilbage. Marcus stod stadig i bagerste geled i en varm middagssol. Han følte instinktivt, at Centurionen stirrede på ham. Nå, han ville hellere tage sin straf for at bryde formationen, end have stået og set centuriet blive skudt i stykker af fjendens bueskytter. Men han havde handlet uden ordrer, og han måtte acceptere sin straf herfor. Centurionen kom langsomt hen til ham.

”Du bløder,” sagde han.

Marcus kiggede op på den høje mand og så så ned af sig selv. Det ene ærme på den røde tunika havde en forkert rød farve, og han mærkede pludselig, at blod løb ned ad halsen. En pil, som var rikochetteret fra koppen på et skjold, havde strejfet hans hals under øret og revet en flænge. Det var ikke en dyb flænge, men som altid ved hovedsår blødte det en del.

”Gå tilbage og få set på det,” sagde Centurionen.

Med et ”Javel,” og en honnør med knyttet hånd mod hjertet trak Marcus sig tilbage. Efter et par skridt blev han overvældet af svimmelhed og var nær faldet. Han satte sig ned på hug, mens han støttede sig til sit pilum, det svære spyd. Det summede i hans hoved, og han følte sig brændende varm. Han lukkede øjnene, spyddet faldt larmende ned på vejen, og han mistede bevidstheden et øjeblik. Da han slog øjnene op igen, stirrede han op i himlen og på Centurionens barske, hærgede ansigt.

”Jeg snublede,” fik han sagt, mens tankerne fløj tilbage til der, hvor han besluttede sig for at blive legionær.

Kapitel 2.

Det hele var startet et par år tidligere med bedstefaderens død. I en alder af 62 år blev han ramt af sygdom og svandt ind til ingenting i løbet af et halvt år. En tidlig forårsmorgen havde det så været slut. Bedstefaderen var død, hans onkel havde overtaget den lille gård med vin og oliven små hundrede kilometer nord for Rom, og Marcus´ verden var pludselig helt ændret.

Bedstefaderen havde taget sig af Marcus, sørget for, at han lærte at læse og skrive, og at han lærte at arbejde hårdt på den lille gård. Marcus havde nydt arbejdet på gården. Den lille gård lå smukt på en lille bjergskråning, jorden var ikke specielt fed, men dog meget velegnet til at dyrke vin og oliven. De små jordlodder med vin kravlede op ad skråningerne. Ovre på den anden side af en lille bakkekam dyrkede de hvede og havde en lille olivenlund. Hveden gav nu ikke det store udbytte.

Bedstefaderen havde oplært ham, men han havde også været som en far for ham. Marcus´ far havde været soldat; det havde han været nødt til. I en ung alder havde han mødt Marcus´ mor. Hun var blevet gravid og var flyttet ind på gården, der allerede skulle brødføde mange mennesker. Onklen og hans kone Claudia boede der sammen med bedstefaderen, hans kone og Marcus´ far. Hans mor havde ikke overlevet fødselen – så bedstemoderen havde købt en amme. Ammen var blevet solgt igen efter et halvt år; de havde ikke råd til at holde slaver. Derefter var han blevet passet af bedstemoderen.

Men udbyttet af den lille gård rakte ikke til at brødføde dem alle. Så faderen havde søgt militærtjeneste og var blevet optaget som legionær, før Marcus var et halvt år. Måske var han også for ung til at stå alene med drengen. Marcus havde ingen erindring om sin far, der var blevet sendt til Thrakien efter endt træningsperiode. De havde fået breve og penge fra ham de første par år, men så var det hørt op, og bedstefaderen havde overtaget faderens rolle helt, før Marcus kunne huske andet. Bedstemoderen var død, da Marcus var syv år. Han kunne kun svagt genkalde et billede af hende i tankerne. Derefter havde onklens kone været frue i huset, og hun var ikke specielt begejstret for Marcus, da hun havde nok i sin egen søn og datter.

Marcus huskede endnu som i går, da onklen efter begravelsen havde kaldt ham hen til sig, og de havde siddet ude i den lille atriumgård, lyttet til cikaderne og nydt blomsterduften. De havde snakket om bedstefaderen, om begravelsen og om det arbejde på gården, som skulle gøres i den nærmeste fremtid, da onklen pludseligt havde sagt:

”Marcus, du er ved at være en voksen mand. Du er allerede atten år. Har du tænkt på din fremtid? Hvad du vil lave for at skaffe til livets underhold?”

”Jeg havde regnet med at kunne hjælpe til her på gården og så tage arbejde ved vores naboer, når de har travlt,” havde Marcus svaret.

”Jeg er bange for, at det ikke går. Du er voksen, og du er nok nødt til at finde et egentligt arbejde og et andet sted at bo,” havde onklen sagt lidt bedrøvet.

Meget længere var den samtale ikke blevet. Marcus havde aldrig haft et nært forhold til onklen, men han anede, at det var Claudia, der talte gennem sin mand. Han skulle væk, så der aldrig kunne blive tvivl om, at onklen var den ældste søn og dermed arving af gården – og han skulle væk, så alle midler kunne gå til fætterens uddannelse og kusinens medgift.

Om natten efter samtalen lå han længe vågen og traf en – kunne han se nu – barnlig beslutning. Han ville ikke tage job som daglejer for de rige familier og bo i et skur nede i slummen ved floden. Han ville søge ind som legionær som sin far. Lønnen var god, hele 300 denarer om året, og efter 25 års tjeneste kunne en legionær trække sig tilbage med en pension og få et stykke jord i et af de besatte områder. Måske kunne han sælge jordloddet og vende tilbage til Rom og købe jord her i nærheden. Tanken om, at livet som legionær ville være farligt og at han ingen far havde netop på grund farens valg af denne levevej faldt ham ikke ind. Drømmen om at have penge og kunne hævde sig overfor onklen og de andre overvandt fornuften.

Dagen efter pakkede han sine få ejendele i en ransel, spændte den på ryggen, tog afsked med onklen og resten af den lille familie og vandrede til den nærmeste landsby, få timers gang fra familiens gård. Han vidste, at der i landsbyen var et hvervningskontor, hvor man kunne melde sig til militærtjeneste. Han fandt let kontoret, som bare var et stort telt, slået op ved siden af byens brønd midt i landsbyen. Han talte med hvervemanden, en gammel soldat, der med sine mange ar og haltende gang afslørede, at han var rigtig legionær og ikke bare en rigmandssøn, hvis far havde skaffet ham en friplads i militæret. Soldaten fortalte, at kampene i Thrakien stadig trak ud og krævede mænd, så de var faktisk ved at antage rekrutter – ja, faktisk stod han selv for at skulle af sted med en flok om eftermiddagen.

En mand kom ind i teltet. Han var klædt i klassiske hvide gevandter, og det fremgik hurtigt, at han var læge. Han undersøgte Marcus, følte på hans muskler, vrikkede med hans pæne lige næse for at undersøge, om den havde været brækket, kiggede på hans brune øjne for at se, om de afslørede orm eller sygdom. Han spurgte Marcus ud om helbred og tidligere sygdomme, målte højde og vægt og sluttede så af med at sige til hvervningsmanden, at Marcus godt kunne bruges. Han trængte til lidt ekstra sul på kroppen, og skuldrene var måske ikke så brede og stærke, som man kunne ønske, men det ville træningen sikkert rette op på.

Soldaten forklarede så Marcus om kontrakten, han skulle indgå, og Marcus skrev under nederst på pergamentrullen af fint gedeskind, hvor kontrakten stod anført. Derefter førte soldaten ham over til en samling unge mænd, der stod og ventede. Hele gruppen begav sig straks ud af byen for at vandre op til træningslejren, der fungerede som rekrutskole. Marcus var glad og godt tilpas, gik og snakkede med de andre unge mænd. Træningslejren lå 40 kilometer mod nord, og turen derop ville tage to dage. De gjorde stop ved en lille forlægning sidst på dagen. Forlægningen var ikke stor, rummede højest 40 legionærer, der boede i 5 små stenbarakker. Her blev de indkvarteret i et stort telt, hvor der var måtter på gulvet til at sove på, og fik lidt mad – tørt brød, ost og spæk.

Næste morgen brød de op ved daggry efter at have fået en gang grød, og sidst på dagen nåede de træningslejren. Lejren var formet som en stor firkant med telte i pæne geledder og en stor åben paradeplads inde i midten. Op til den åbne plads lå et par træbarakker, som rummede officerernes kvarterer, marketenderiet, depoter med våben og udstyr samt infirmeriet. Denne teltlejr med omkring 4-500 mand skulle blive Marcus' hjem de næste seks måneder.

Da de første hektiske dage med udlevering af udrustning var overstået, faldt livet i lejren hen i en tåge af træthed og udmattelse. På en normal dag blev rekrutterne vækket ved solopgang og fik deres udrustning og uniform inspiceret, før de blev sendt ud på en hurtig march med fuld oppakning. I starten var marchen på et par kilometer, men det blev gradvist længere indtil den nåede de ti kilometer. Derpå var der morgenmad i marketenderiet med brød, ost og lidt tørret kød. Efter morgenmaden stod den på eksercits i kolonner med forskellige formationer, en bid brød ved middagstid, derpå våbentræning eller brydning, endnu en bid mad og så våbentræning med de tunge træningsvåben. Ved solnedgang var der et hurtigt aftensmåltid, og så var det ellers ind i otte-mands-teltene og ordne uniform og udstyr, før rekrutterne segnede om på deres sovemåtter, hvis de altså ikke havde vagt og skulle patruljere rundt i lejren.

Disciplinen var ubarmhjertig. Ved småforseelser såsom, at man havde bundet sandalerne med en forkert knude, fik man som oftest slag med en stav. Ved lidt større forseelser fik man ekstra nattevagter, og ved de store forseelser, som det at sove under træning, blev man sendt ud på ekstra marcher med fuld oppakning, mens resten af rekrutterne spiste. Fejlede man i øvelserne, stod den på ekstra træning i spisepauserne eller efter solnedgang. Ved problemer med eksercits i kolonner blev hele kolonnen sat til ekstratræning.

Marcus huskede endnu, hvordan de var blevet sat på ekstratræning den ene gang efter den anden, da en af rekrutterne ikke kunne kende forskel på `til højre` og `til venstre` og derfor lavede rod i deres angrebsformation den ene gang efter den anden. En nat havde nogle i enheden opsøgt rekrutten i teltet, givet ham tæsk og brækket hans ene lillefinger med ordene: ”Det er din venstre.”

Næste dag kom han på infirmeriet og fik en skinne på fingeren. Men han lavede aldrig fejl i angrebsformationen igen. Marcus havde lidt ondt af ham, men på den anden side, så hjalp det.