Legionæren 4

Kort beskrivelse af bogens indhold.

Centuriet sendes til Britannia for at anlægge veje i et skovområde. En del af mændene stammer fra en kohorte ledet af Claccus, senator Sixtus´ nevø. Under arbejdet møder Marcus en forhutlet, indfødt familie, der lever i skoven. Af medlidenhed opretter han en taverne, de kan få et udkomme af. Herved påkalder han sig Claccus´ vrede, da denne selv har økonomiske interesser i området.

Langt derfra går Optio går pension. Han rammes af spilledjævlen og søger tilbage til Kokken, hvis hjem netop er brændt. Sammen tager de af sted for at fange de røvere, der har stjålet Kokkens sidste slave.

Drømmeren, picternes troldmand, afslører for Marcus, at Maria har født ham en søn oppe i danernes land, hvor der hersker ufred. Maria og Jon tjener dog godt på ufreden takket være Marias evner inden for medicin.

Da Marcus er ved at have afsluttet sit arbejde, sælger han tavernen til Claccus, men forleder ham til at tro, at den er langt mere værd end den reelt er. Claccus sværger hævn – en hævn, der nødvendigvis må koste liv…

Uddrag af bogen.

Kapitel 1

Intet normalt menneske kunne se de tre personer, der langsomt sneg sig frem mod muren. I det svage lys fra stjernerne smeltede de helt sammen med vegetationen. De var nøgne på nær små lændeklæder, og kroppene var indsmurt i brunt og rødt ler. De mavede sig langsomt frem over et åbent stykke, der grænsede op til muren. Når vagterne oppe på muren kiggede ud over terrænet, lå de helt stille i det halvhøje græs. Når vagterne fortsatte deres rundering, krøb de langsomt nærmere det store bygningsværk.

Muren var tre meter høj og bugtede sig gennem landskabet, så langt øjet rakte. Den bestod af stampede tørv, lagt oven på hinanden, og var næsten lige så bred for oven, som den var høj. Ved foden var den mindst fem meter bred. Enkelte steder var tørvene erstattet af udhuggede kampesten, sirligt lagt oven på hinanden, så de dannede en lodret væg. På disse steder blev muren mange steder brudt af svære træporte, som det krævede flere mænd at åbne og lukke. Ved siden af de svære porte var der bygget store ramper, så grupper af bueskytter kunne beskyde både området udenfor og umiddelbart indenfor portene, hvis det skulle lykkes en fjende at trænge ind gennem en åben port. På nordsiden, den side som de tre skikkelser nærmede sig muren fra, var der gravet en bred voldgrav, flere meter bred, men ikke så dyb. Graven var næsten tør, kun en smule mudder flød rundt i bunden af den.

Fra skovbrynet et par hundrede meter derfra fulgte to lysende, klare øjne de tre mænd. Troldmanden smilede, mens han så dem nærme sig muren. Mørket generede ham ikke. Som sin far havde han fået en evne til at se i selv det mørkeste mørke. Kulden bed i hans nøgne krop. Som de unge mænd, der langsomt sneg sig frem mod muren, var han nøgen, på nær et par stumpede skindbukser, der ikke gik længere ned end til knæene. Kulden generede ham ikke. Hans far, stammens tidligere troldmand, havde oplært ham godt. Fra barnsben var han blevet tvunget til at opholde sig udendørs uden specielt meget tøj, og med tiden var kulden nærmest blevet en trofast og behagelig følgesvend.

Han rullede lydløst om på ryggen og strakte sin magre, senede krop. Benene gjorde lidt ondt efter den lange tid, han havde siddet på hug og iagttaget de unge mænds fremrykning. Han vrikkede lidt med fødderne og mærkede, hvordan blodet gav sig til at cirkulere gennem fødderne, benene og den slanke, senede krop. Så vendte han sig om og satte sig på hug igen inde under det lave træ, hvis løv opsnappede selv det spæde lys fra stjernerne og efterlod et totalt mørke under sig.

”De tre klarer det fint,” tænkte han, mens han smilede af situationen.

Det havde været genialt at indføre dette manddomsritual for fem år siden for de unge. Snige sig ind til muren, fyre en pil af sted – eller kaste en økse eller et spyd – og så stikke af. Mangen romersk legionær, som patruljerede oven på muren ved nattetide, var pludselig blevet kaldt til den næste verden eller hjem til Rom med en pil i brystet. Og de tre, der nu nærmede sig muren, så ikke ud til at ville skuffe ham.

Han hadede romerne, havde hadet dem fra han var barn. Faderen havde indprentet det i ham igen og igen.

”De har taget vores land. Det skete vistnok i min farfars tid. Vi kunne ikke stoppe dem, de tog vores skove, vores kvinder, vores liv. Bekæmp dem med alt.”

Da faderen var død, og han selv var blevet stammens troldmand, havde han gjort som ham: Taget en ung, forældreløs dreng til sig som sin søn og oplært ham, som han selv var blevet oplært. Sønnen var den ene af de tre mænd, der nu nærmede sig muren.

Gennem mørket så han tre skygger glide ned i voldgraven og lidt efter dukke op på den anden side. Han så to skygger kravle lidt op ad muren, mens de hagede sig fast med arme og ben i de små fremspring, som tørvene efterlod. En tredje skygge gled så langsomt op over de to andre. Han vidste hvad de gjorde. De to mænd klamrede sig fast, så den tredje, hans søn, kunne krybe op over dem og bruge deres skuldre som afsæt.

Han så den øverste skygge krybe sammen, så den ikke ragede op over kanten af muren, mens to romerske legionærer nærmede sig uden at bemærke noget. De gik forbi stedet, hvor skyggerne kunne ses, og han så den øverste skygge rejse sig. Den syngende lyd af en buestreng, der sender en pil af sted, hørtes selv på den lange afstand ud til der, hvor han sad. Et klageråb fulgte, derpå en ny syngen fra buen. Skyggerne forsvandt som dug fra solen, og et øjeblik efter kunne han se tre skikkelser løbe hen over det åbne område med retning mod skovbrynet, hvor han sad. Han greb om amuletten, der hang i en lædersnor om halsen, og bad en hurtig bøn til guderne.

”Lad ham ikke blive ramt, lad ham ikke blive ramt.”

Bønnen var overflødig. De unge mænd var forsvundet i skovens mørke inden de første romere nåede frem til de faldne legionærer. Han fandt sønnen og hans to følgesvende længere inde i skoven og slog følge med dem.

”Hvor ramte du dem?” spurgte han, mens han prøvede at skjule sin stolthed over knægten.

”Den ene i brystet, den anden i hovedet. Jeg kunne mærke, det var gode skud. Jeg tror ikke de rejser sig,” sagde den unge mand selvsikkert.

”Godt, min søn. Jeg er stolt af dig. Men husk, at selv om skuddet føles godt, så kan det snyde. Mænd kan overleve meget mere, end man tror,” formanede han venligt.

To dage efter, da han forklædt som handelsrejsende gik gennem den af portene i muren, som lå tættest på den romerske garnison i området, så han, at sønnen havde haft ret. Det var gode skud. To friske grave på romernes begravelsesplads viste, at knægten ikke havde taget fejl.

Kapitel 2

Den romerske triere lå for anker et par hundrede meter fra kysten. Dækket var flere meter over vandspejlet, og ud gennem siden på det prægtige skib sås tre rækker af lange, kraftige årer, over 20 i hver række. To master pegede mod himlen. Sejlene var taget ned og rullet sammen, da vinden kom fra vest/nordvest og ikke ville kunne hjælpe med på turen over Kanalen til Britannia. Et virvar af reb snoede sig fra mastetoppene og ned på dækket af det slanke skib.

Der kunne heller ikke bruges sejl i den robåd, Marcus sad i. De var otte mand ved årerne og 12 mand om bord i alt. Seks af disse var legionærer, fem var sømænd, og en var Legatus Legionis, tidligere leder af den romerske legion i det nordlige Gallien. Marcus betragtede manden. Hans spinkle, undseelige krop; ansigtet, ophovnet af mangel på søvn eller for meget vin i for mange år; de små hænder, der stak frem under sværdkappen af tykt læder som visne strå på en mødding. Legatus Legionis lignede ikke en mand med magt – og var det vel heller ikke længere, så vidt Marcus kunne forstå. Manden var blevet frataget legionen i Gallien og sendt til Britannia for at gøre vagttjeneste, havde Centurionen fortalt.

Marcus vendte blikket mod Centurionen, som sad oppe i stævnen af båden og så ud til at lide – han brød sig ikke om både og vand. Den over 1,90 meter høje mand med det vejrbidte, lidt arrede ansigt, som i over tyve år havde kæmpet et utal af kampe for legionen og herved opnået sin rang, havde mistet noget af sin ranke holdning. Han sad nærmest og krøb sammen, en anelse grå i ansigtet. Marcus kom til at smile, da en forkert sø ramte båden og sendte en kaskade af vand ind over stævnen.

Centurionen fik næsten et panisk udtryk i øjnene, mens Spillemanden, der sad ved siden af Marcus, grinede højlydt. Spillemanden var høj, men ikke så høj som Centurionen, der også var en god håndfuld år ældre end legionæren. Spillemanden stammede fra Ostia og elskede det at sejle. Han havde haft en hård barndom, aldrig kendt sin far, og tiden i legionen havde heller ikke været en dans på roser. Flere gange var han blevet forfremmet, og næsten lige så mange gange var han blevet degraderet. Han havde været lidt af en rod, men efter at være blevet en del af Centurionens centurie var han faldet til ro. Han var helt klart en af de legionærer, Marcus syntes bedst om. Hans gode humør, smittende latter og stålfaste vilje, når det gjaldt; alt sammen noget, Marcus satte pris på.

De nærmede sig skibet, og her tæt på kunne Marcus se væderen, der strakte sig ud fra skibets stævn og flere meter frem. Den var af træ, beslået med et lag metal, og lå truende og sort i vandlinjen. Inde fra land havde den ikke kunnet ses på grund af bølger, dønninger og skumsprøjt. Den så drabelig ud, og han kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske med et skib, som blev spiddet af den. Han rystede hurtigt tanken af sig, da de løb op på siden af trieren og lagde sig op af den i læsiden.

Tovværk blev kastet ned til dem, sømændene greb det og holdt den lille båd fast. De begyndte at kravle om bord. Centurionen greb et tov, og med et par snuptag var han oppe. Legatus Legionis fulgte, men noget langsommere, tydeligvis hæmmet af den svære kappe. En sø fik pludselig skibet til at krænge, og et kort øjeblik hang Legatus Legionis i hænderne, næsten oppe ved rælingen. Så rakte kræfterne ikke til mere, og han styrtede ned. Søen havde skubbet robåden ud fra trierens side, og han ramte vandoverfladen mellem de to fartøjer og forsvandt.

Sprøjtet fra den skrigende mand ramte Marcus, som uden at tænke lynhurtigt bøjede sig ud over rælingen og stak en arm dybt ned i vandet. Hans hånd fik fat i en flig af kappen, og han forsøgte at trække manden op. Det var ikke helt let. Legatus Legionis havde en tung ringbrynje på under kappen, og den vejede godt til.

Det lykkedes dog Marcus at forhindre ham i at gå til bunds, og med en sømands hjælp fik de ham hevet op i vandoverfladen, før han druknede. Han hostede og spruttede, protesterede og forsøgte at komme op, men de trak ham hele vejen rundt om båden, så han ikke blev knust mellem de to fartøjer, der vippede faretruende i søen, og hev ham om bord ovre i Spillemandens side. Han bandede videre, selv da han fik et reb om livet og blev halet op på trierens dæk. Derefter entrede resten af legionærerne skibet.

Marcus kantede sig ned under dækket, hvor der lugtede afskyeligt af opkast og afføring. Han fandt en plads ved en af de øverste rækker af årer, hvor der var lidt luft. Neden for ham sad Stump. Den noget mindre legionær havde god plads med sine 1,60. Han og Stump var fulgtes ad siden legionærskolen i Rom. Den lille mand var forholdsvis spinkel bygget, men under det spinkle ydre gemte sig muskler og styrke – og hans kunnen indenfor bartskæreri og naturmedicin var snart på højde med centuriets bartskærer, hos hvem han havde været i lære i mange år.

Siden rejsen mod øst, kampen derovre og den forfærdelige, kolde hjemtur var Stump blevet mere indelukket og holdt sig meget for sig selv. Det var som om, at turen østpå, som de netop var vendt hjem fra, havde ændret ham. Han havde tabt sig og så lidt syg ud, og den naturlige hjertelighed, som Marcus og han ellers havde haft overfor hinanden, var forsvundet. Det virkede, som om Stump bar på en eller anden stor frygtelig hemmelighed.

Marcus forsøgte at ignorere stanken, men var ved at kaste op af lugten. Inde på land havde han hørt historien. Trieren havde været på vej fra det nordligere Britannia for at hente dem, da der var udbrudt sygdom om bord. En voldsom diare havde drænet roerne for kræfter. Mandskabet på båden havde gjort hvad de kunne, givet de syge masser af vand, men det løb lige gennem dem, mens kræfter og liv ebbede ud. Til sidst havde de været ved at løbe tør for ferskvand, og kaptajnen havde givet ordre til, at de sidste rester skulle spædes op med havvand. Først der havde sygen sluppet sit tag i besætningen, men da var en tredjedel døde.

De havde klaret at komme op til havnen, hvor de skulle samle Legatus Legionis og hans kohorte op. Marcus havde set inde fra land, hvordan ligene af de sidste, der bukkede under for sygen, var blevet smidt i havet uden for havnen. Og da roerne var blevet fragtet i land, havde de været et skræmmende syn; udsultede, underernærede og med udslukte øjne. Han havde så fået at vide, at legionærerne selv ville komme til at ro til Britannia, hvor et hold friske galejslaver så ville komme om bord og sejle skibet tilbage til havnen og hente resten af kohorten i flere omgange. Skibet kunne trods alt ikke rumme en hel kohorte på 500 mand. Nu, hvor skibets bug efterhånden fyldtes med legionærer, var der alligevel kun plads til godt 150 mand med udstyr.

Flere både lagde til, og de sidste pladser på rækkerne med bænke blev besat. Efter et par timer var skibet proppet med mænd og udstyr, ankeret blev halet ind, og legionærerne begyndte at ro i den takt, trommeslageren angav. Skibet svingede langsomt rundt og gled til havs. Søen havde rejst sig, og efter kort tid begyndte de første med at blive søsyge. Marcus smilede et glædesløst smil; stanken kunne alligevel ikke blive værre – mandskabet på skibet havde ikke haft tid til at gøre rent efter sygen.

Efter et par timer faldt han hen i en slags rus. Dønningerne blev kraftigere og kraftigere, så de bumpede frem og tilbage og slog sig mod stolperne, der bar bænkene. Ryggen brændte som ild af det hårde arbejde med den tunge åre, og vabler piblede frem på hænderne.

”Du får en del arbejde, når vi kommer i land, Stump.”

”Ja. Hvis jeg overhovedet er i stand til at skære en vabel,” svarede Stump, ligbleg i hovedet.

Øjeblikket efter kastede han op over sig selv og Marcus´ fødder.

”Ikke blive syg. Ro. Vi må i land, før det bliver værre,” sagde Marcus og bandede.

Stump vendte sig mod ham, snerrede et eller andet uforståeligt, vendte sig så om og roede videre. Marcus så sig omkring. Mange legionærer sad og kastede op. Deres ellers så velpudsede, leddelte brynje var oversmurt med bræk, og farven på den røde tunika, de bar under brynjen, var stort set gemt bort i opkast. Han bandede lidt mere og faldt så ind i trommeslagerens takt igen.

Han vidste ikke, hvor lang tid de havde roet, men det syntes som en uendelighed. Pludselig blev søen mindre oprørt, da de gik ind under land, og sidst på dagen kastede de anker ud for en lille havn og blev fragtet i land med robåde. Mange af legionærerne ravede rundt som fulde, da de endelig fik fast grund under fødderne igen. Spillemanden fløjtede en glad lille sang.